Microsoftm slår dørene op for cloud-tjenesten Azure Quantum, som nu er tilgængelig i public preview - altså i en foreløbig og endnu ikke helt færdigbagt version.
Azure Quantum har været i lukket preview i et halvt års tid, hvor tjenesten har været forbeholdt test-piloter og udviklere fra særligt udvalgte selskaber.
De har prøvekørt og testet en bred vifte af Azure Quantum - herunder både teknologi, finansierings-modeller, trafik-optimering og meget andet.
Og nu er tiden altså kommet til at invitere andre med ind for at teste og udforske de muligheder, der gemmer sig bag kvante-tjenesten.
Microsoft kalder selv løsningen for verdens første ‘full-stack public cloud økosystem med kvante-løsninger.’
“Udviklere, system-integratorer og kunder kan anvende tjenesten til at lære og bygge løsninger baseret på de seneste innovationer,” lyder det fra selskabet.
Bag portene gemmer der sig en vifte af det, som Microsoft kalder for kvante-software og hardware-løsninger samt et netværk af førende kvante-udviklere og et stort bibliotek med blandt andet uddannelsesmateriale og eksempler på optimering via kvantecomputing samt flere andre ting.
Quantum-løsningerne bygger på en anderledes grundlæggende opbygning end klassisk computing, nemlig de såkaldte qubits ['quantum bits,' red], der kan programmeres til at rumme en række forskellige værdier og data samtidig.
Dette er i modsætning til de klassiske bits, der kun kan rumme en enkelt værdi, nemlig enten 1 eller 0.
Udviklere kan anvende den nye tjeneste til eksempelvis at udvikle eller teste nye kvante-algoritmer, køre simulationer eller estimere de ressourcer, der kræves til skalering eller simulationer.
Du finder Azure Quantum her.