Den finske it-gigant Nokia tog i kriseårene fra 2009 og 2014 afsked med mere end 21.000 ansatte.
Selskabets spektakulære nedtur ramte også hårdt i Danmark, hvor Nokia lukkede sin danske udviklingsafdeling med omkring 1.500 ansatte.
Nu har det finske erhvervsforskningsinstitut Etla undersøgt, hvordan det efterfølgende er gået for de folk som forlod selskabet i kriseårene.
Det skriver den finske statsradiofoni Yle.
Højt uddannede fandt hurtigt job
Undersøgelsen viser, at mindre end 10 procent af de tidligere Nokia-folk står uden beskæftigelse i dag, mens 77 procent af dem har fundet et nyt job.
De Nokia-folk der havde en længere videregående uddannelse, fandt 70 procent ifølge undersøgelsen et nyt job i inden for ét år, mens det samme var tilfældet for 57 procent af Nokia-folkene uden en lang uddannelse.
Undersøgelsen viser desuden, at seks procent af de adspurgte lod sig pensionere efterfølgende, mens tre procent begyndte at studere.
Læs også: Nokia er tilbage: Efter et årti i krisens tegn er den finske gigant igen på fremmarch i Danmark
Kæmpe betydning for Finland
Nokia spillede en kolossal rolle for finske økonomi, da selskabet var allermest succesfuldt.
Ved årtusindeskiftet stod selskabet for fire procent af Finlands samlede BNP samt 23 procent af landets eksport og 14 procent af landets indtægter fra selskabsskat.
Samtidig fremgår det af bogen Rise and Fall of Nokia, at omkring en procent af de beskæftigede i Finland i 00’erne havde et job i Nokia-koncernen.
Nokias fald fra tinderne i 00’erne betød, at den finske økonomi måtte gennemgå en større strukturændring, men ifølge Yle har den finske it- og kommunikationssektor genvundet det tabte i løbet af det seneste årti. Blandt andet på grund af vækst i andre virksomheder.
”Faldet i 2010 var meget skarpt, men nu har andre virksomheder og organisationer ansat størstedelen af dem, der forlod Nokia. Derudover har andre ikt-virksomheder, der opererer i Finland haft fremgang, så størrelsen af IKT-sektoren er vendt tilbage til det samme niveau som i begyndelsen af årtiet,” siger Jyrki Ali-Yrkkö, der er forskningsleder hos Etlas, som står bag undersøgelsen.
Både folk der er blevet fyret, og folk der frivilligt har forladt Nokia medvirker i undersøgelsen.