Velkommen til Computerworlds morgen-briefing tirsdag 22. december – dagen efter årets korteste dag. Fra i dag af skulle det lysne.
Med morgenens nyhedsmiks fra it-verdenen er nyhedsbestyrer Niels de Boissezon.
50.000 husstande får adgang til Norlys-bredbånd
Fiber- og energiselskabet Norlys er ude i sin største fiber-ekspansion siden selskabet blev til i 2019 ved fusionen af SE og Eniig.
I 2020 er det blevet til etablering af fiber-bredbånd til 50.000 husstande, så selskabet arealmæssigt nu dækker 40 procent af det danske landkort.
Næste år forventes en lignende ekspansion, forsikrer Torben Poulsen, administrerende direktør i Norlys Tele:
”Med 50.000 nye adresser i 2020 har vi etableret fibernet til 30 procent af de adresser, vi manglede for at dække hele vores ejergeografi, som rummer lidt over 700.000 andelshavere. Og det stopper ikke her; næste år har vi sat os et lige så ambitiøst mål om at nå yderligere 50.000 nye husstande – og dette på åbne net, hvor flere leverandører vil skabe bedre valgmuligheder inden for internet og tv.”
Datatilsynets nye side er til de barnlige sjæle
De yngste er i fokus på Datatilsynets nyeste underside, hvor myndigheden har børn og unges brug af sociale medier samt deling af billeder på nettet i særlig fokus.
Hensigten med siden er at informere om rettighederne på område og klæde børn og unge til at forholde sig kritisk til hvordan deres oplysninger bliver behandlet.
”Vi er sat i verden for at passe på danskernes personoplysninger – unge såvel som ældre. Med denne nye side stræber vi efter at møde børnene og de unge i øjenhøjde, både hvad angår emner og sprogbrug. På den måde ønsker vi at styrke børnenes og de unges viden om de risici, der kan gøre dig gældende, når andre behandler oplysninger om dem, men især om deres rettigheder, når det gælder databeskyttelse,” fortæller myndighedens direktør Cristina Angela Gulisano.
Indsatsen vil i 2021 blive fulgt op af en oplysningskampagne rettet mod den unge målgruppe.
Den nye side kan besøges her.
Amerikansk lovforslag kan sparke Alibaba ud af børsen
Op til weekenden skrev den amerikanske præsident Donald Trump under på en ny lov, der potentielt kan afnotere førende kinesiske virksomheder fra de amerikanske fondsbørser.
Loven, som er kaldet ’Holding Foreign Companies Accountable Act’, vil tvinge virksomheder til at bevise, at de ikke er under kontrol af fremmede magter samt møde nye revisionskrav fra de amerikanske myndigheder.
Trækket forventes ifølge finansmediet Forbes at have særligt større kinesiske virksomheder, heriblandt tech-giganten Alibaba, i sigtekornet.
Den kinesiske tech-gigant kan alene mønstre en markedsværdi på omkring 714 milliarder dollar, svarende til knap 4.350 milliarder kroner, på den amerikanske tech-børs NASDAQ.
Den kinesiske regering opponerer kraftigt mod den nye lov og kalder det ’en ubegrundet politisk klapjagt på kinesiske virksomheder’, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Adobes video- og lyd-programmer til Apple M1 får stort boost
Adobes video- og lydredigeringsprogrammer, Premiere Pro, Premiere Rush samt Audition kan nu afvikles i en form optimeret til Apples nye serie af ARM-baserede maskiner.
Selskabet oplyser, at det nye software kan prøves i sin betaversion op til den endelige version udgives en gang i den første halvdel af 2021.
Ifølge Adobes egne tal, giver den optimerede software et væsentligt performance-boost. Eksempelvis bliver export-tider af et 21 sekunder langt 4K videoklip i 60 fps i høj kvalitet reduceret til blot 28 sekunder. I selvsamme disciplin er Intel-baserede Macbook Pro 13 hele 66 sekunder om at klare opgaven, mens Apples nuværende top-maskine Macbook Pro 16 tager 21 sekunder.
For at benytte opdateringen skal den afvikles på de nyeste Macbook Air, Macbook Pro 13 eller Mac mini med M1 processor ombord.
Læs mere på Adobes side her.