Godmorgen til endnu en kold og grå december morgen. Men på trods af vejret får du her dagens korte nyhedsoverblik. I dag sammensat af Jakob Schjoldager.
Trump truer tech-giganter på vej ud ad døren
Med kun lige over én måned tilbage i Det Hvide Hus lægger den amerikanske præsident Donald Trump fortsat pres på sociale medie giganter som Facebook og Twitter.
Trump truer med at nedlægge veto mod et lovforslag, hvis ikke USA’s lovgivende forsamling fjerner en lov, der beskytter sociale medier mod at stå til ansvar for det indhold brugerne deler på platformene.
Det skriver Bloomberg.
Den afgående præsident er som bekendt selv glad for at dele udokumenterede påstande på de sociale medier. Det har både Twitter og Facebook håndteret på det seneste ved at advare brugere om de opslag om påstået valgsvindel, som der ikke er nogen beviser for.
Dansk spiludvikler lander millionkontrakt
Den danske spiludvikler Invisible Walls har fået en millioninvestering fra den amerikanske investor Versus Evil, der står bag kæmpesucceser som Fallout og Walking Dead.
“En af grundene til at denne type spil netop nu bliver en succes er, at de fordrer en ny type socialt samspil, som ikke er set før. For en generation af spillere bliver det et socialt samlingspunkt i en tid med manglende sociale mødepunkter. Invisible Walls’ skyhøje ambitioner harmonerer med fremtiden, og det er grunden til, at vi har købt ind i First Class Trouble og Invisible Walls” udtaler Steve Escalante, der er CEO hos Versus Evil i en meddelelse.
De to parter vi ikke oplyse hvor stort et millionbeløb der er tale om. Pengene skal bruges på et nyt spil der får navnet First Class Trouble.
Danske virksomheder sender VR-briller til kunderne
Coronaen har aflyst alle større fysiske begivenheder og det har tvunget virksomheder til at tænke kreativt.
Syv danske designvirksomheder har givet deres bud på en løsning ved at sende VR-briller til indkøbere verden over.
En af virksomhederne bag er den danske tekstilvirksomhed Kvadrat.
”Møbelmesserne er aflyst, så vi er nødt til at være kreative for at skabe opmærksomhed om vores produkter og opretholde de netværk, som sikrer vores eksport. Når indkøberne ikke kan opleve vores produkter fysisk, er det svært at tale til deres sanser. Virtual Reality er en banebrydende mulighed for at opnå noget af den samme effekt,” siger Benjamin Andreassen, der er digital projektleder ved Kvadrat.
Streamingtjeneste skifter navn
Fra nytår skifter streamingtjenesten Dplay navn. Discorvery Inc., der står bag tjenesten, har besluttet sig for at skifte navnet så det passer bedre med moderselskabet.
Fremover bliver streamingtjenesten til Discovery+. Prisen og indholdet ændrer sig ikke for de danske kunder, oplyser selskabet i en meddelelse.
”For Dplay-kunder i Norden betyder det, at de til januar vil blive mødt af et helt nyt brand. De får adgang til det samme indhold, som de har i dag, og endnu mere originalt indhold i fremtiden – og derudover vil vi gradvist integrere vores sportsindhold i vores nye streamingbrand,” siger General Manager for Discovery Nordics, Nicklas Norrby.
Facebooks kryptovaluta skifter navn
Den sociale mediegigant Facebooks digitale valuta skifter nu navn. Indtil nu var planen at den kommende kryptomønt skulle hedde Libra.
Selskabet bekendtgør nu, at den kommende kryptovaluta i stedet får navnet Diem. Det skriver mediet Cnet.
Facebook forklarer selv, at navneskiftet sker for at markere en større modenhed og selvstændighed fra moderselskabet.