Covid-19 har bombet luftfart, turisme-, restaurations- og hotelvirksomheder tilbage til stenalderen.
Til gengæld har videotjenester og webhandel – anført af mastodonten Amazon – kronede dage og kan dårligt følge med efterspørgslen. Den enes død, den andens brød.
Men går alt som ventet, vender den gode, gamle verden til allerede tilbage til næste år, når effekten af vaccineprogrammerne for alvor har fået fat.
Eller gør den nu også det? Det mener forfatter og professor Scott Galloway fra NYU Stern School of Business ikke, at vi skal regne med.
I sin nye bog, Post Corona: From Crisis to Opportunity, argumenterer han tværtimod for, at Covid-19 – ud over behovet for afstand og trælse ansigtsmasker – mest af alt har sat turbo på en række tendenser, der allerede var ved at sætte deres præg på vores liv.
Galloway mener således, at det udbredt distancearbejde er kommet for at blive, og at det samme gælder onlineundervisning i langt videre omfang end før corona.
Forfatteren har tidligere beskæftiget sig indgående med techindustrien, blandt andet i sin tidligere bog The Four om Amazon, Apple, Facebook og Google.
I bogen plæderer han for, at de ændringer, verdenssamfundet har gennemgået under pandemien har sat sig så dybe spor, at techindustrien kommer til at profitere på dem mange år frem.
Samt at det i fremtiden kun bliver endnu sværere at overleve som virksomhed med en halvsløj forretningsmodel.
Kort sagt ville flertallet af de virksomheder, der er bukket under i det ualmindeligt ærgerlige år 2020 nok have drejet nøglen om alligevel. Nu er det bare gået lidt hurtigere.
Det kan man alt sammen læse mere om i Post Corona: From Crisis to Opportunity, der udkom i denne uge og som det i skrivende stund kun er ganske få medier, der har fået lov at kaste et blik på.
Men en af dem, nemlig Financial Times, er positiv og skriver om bogen, at den er underholdende, letlæst og ”as good an analysis as you could wish to read.”
Titel: Post Corona: From Crisis to Opportunity. Forfatter: Scott Galloway