Som barn af 80’erne er der et par få sikkerheder man ikke kommer uden om, hvis man dengang fra tid til anden fik lov til at smide et VHS-bånd i movieboksen. Man vil gerne være bedste venner med Robocop, man vil gerne trykke speederen i bund på Il Tempo Gigante og man vil gerne redde galaksen fra indersiden af en X-Wing – det ikoniske kampfly fra Star Wars-serien.
Sidstnævnte har flere gange været forsøgt realiseret som spiloplevelse med varierende succes, men aldrig før så ambitiøst som i Star Wars: Squadrons fra EA Motive, der har banket det hele på benene med imponerende teknik og styr på detaljerne.
Nemmest er det først at give sig i kast med historie-delen af pakken, hvor mellemsekvenser og historiebidder giver tid til at et interessant karaktergalleri som kunne være taget direkte ud af en af seriens mange film, gør at man inden længe bliver godt fanget af det hele. Det er lidt af en bedrift, for den egentlige historie er ikke noget særligt, men som fan er det svært ikke at blive grebet af referencerne til den større historie, samt de forskellige personligheder der alle har hver sit at byde på.
Endnu bedre bliver denne del af oplevelsen ved at man som spiller får historien at opleve fra flere forskellige perspektiver. Man bliver således automatisk sat ind i rollerne som del af ”New Republic” og ”Galactic Empire” mellem missionerne, og ofte på en måde så man får lov at opleve hvordan netop gennemførte missioner efterfølgende får indflydelse på den anden side end den man tog kontrollen over tidligere.
Ved at bygge historien op på den måde, har EA Motive formået at tilføje langt mere dybde til karaktergalleriet og deres motiver end hvad man normalt oplever af denne type spil. Alligevel har udvikleren formået at tøjle sig selv på en sådanne måde, at historien aldrig bliver for kompleks eller dyster, men i stedet passer fint ind i den Star Wars-stemning man kender fra filmene.
De gode takter forsætter når man selv bliver givet kontrollen over spillets gengivelser af de forskellige ikoniske fly. Mens X-Wing og TIE Fighters var forventet at være inkluderet, er her også blevet plads til TIE Interceptors, TIE Reapers, A-Wings, Y-Wings og flere, og de er alle blevet digitalt genskabt med en imponerende sans for detaljer.
Fra cockpittet af en X-Wing ser alt ud som man kunne have håbet, men fungerende instrumentbræt og detaljer nok til at smilet vil være svært at skjule for enhver fan – den samme detaljegrad er ligeledes at finde i de resterende fly. Den bedste og mest indlevende oplevelse fås dog hvis man har adgang til et VR-sæt (og eventuelt et af de understøttede flightsticks), og har man allerede investeret i den slags er det svært at komme uden om Star Wars: Squadrons som en essentiel anbefaling.
Man bør dog holde sig for hovedet at der uanset indlevelsen ikke er tale om en simulator. I stedet har udvikleren tilføjet lige præcis nok dybde til at det vil være de færreste der kommer til at kede sig, mens alle vil føle sig velkommende. At fifle med motorkraft og energioverførsel til skjolde og laserkanoner mens man bliver jagtet, ligger sig derfor fint på grænsen mellem stressende og engagerende, og føles altid givende når det alt sammen lykkedes.
Det hele slutter dog ikke når man har skudt sig igennem den cirka 10 timer lange historie, for Star Wars: Squadrons indeholder også mulighed for at man kan plaffe sine venner til rum-støv. ”Dogfight” er spillets variant af standard ”Deathmatch” for op til 10 spillere af gangen, mens ”Fleet Battles” tilføjer lidt mere kompleksitet i form af at to hold her skal skyde hinandens Capital Ship i stykker.
Multiplayer-delen virker desværre stadig en smule tynd, og det er ærgerligt for den smule indhold som pakken indeholder når lige præcis at give mod på mere, inden man begynder at kede sig.
Star Wars: Squadrons er kræs for de fans som altid har ønsket selv at tage kontrollen over nogle af seriens ikoniske fly, og det mærkes tydeligt at EA Motive har været den helt rigtige udvikler til at løfte den opgave. Detaljegraden er imponerende, tilgængeligheden i top og kun længden af historien og det mangelfulde udbud at multiplayer-muligheder trækker det hele lidt ned.