EG overtager Taastrup-selskabet Sigma Estimates som led i EG’s store satsning mod digitalise løsninger til byggebranchen.
Sigma Estimates står bag en kalkulationsplatform til byggebranchen, som ifølge selskabet anvendes af omkring 10.000 brugere i en række lande.
De tæller håndværkere, ingeniører, arkitekter og lignende.
Det er en teknologi, som EG kan se store fremtidsperspektiver i i en tid, hvor flere og flere efterspørger sammenhængende løsninger.
“Kalkulation vil blive endnu vigtigere i fremtidens byggeindustri, og Sigmas stærke fokus på integrationer og åbne API 'er matcher perfekt med EG's perspektiv. Vi ser frem til - sammen med kunder og andre stakeholders i branchen - at digitalisere byggeprocessen endnu mere,” meddeler Aleksander Bjaaland, direktør i EG.
Købet er EG’s tredje opkøb rettet mod byggebranchen i løbet af det seneste år, efter selskabet i 2019 købte danske CalWin og senere norske Holte.
Det kan du læse mere om her: EG køber specialist-firma i Odense: Direktør og medarbejdere følger med over i EG
EG meddeler, at selskabet nu har mere end 12.000 kunder i byggebranchen, mens næsten 200 medarbejdere efterhånden er dedikeret bygge-industrien.
Parterne oplyser ikke, hvor meget EG betaler for Sigma Estimates, der indtil nu har været ejet af stifterne Thomas Kolenda og Magnus Therkildsen samt Vækstfonden.
Selskabet - med knap 20 medarbejdere - landede med CEO Peter Sørensen ved roret i fjor en bruttofortjeneste på knap 11 millioner kroner og underskud på driften på 1,4 millioner kroner. Selve bundlinien landede på et underskud på 1,2 millioner kroner.
Sigma Estimates tabte i 2018 næsten to millioner kroner på driften.
Selskabet meddeler, at millio-tabene har været forventet og skyldes ‘massive investeringer i kommende vækst-aktiviteter.’
I 2019-regnskabet skriver selskabet således, at det er ‘vel-udstyret til den kommende internationale ekspansion.’
Sigma Estimates’ direktør, Peter Sørensen, meddeler nu, at Sigma Estimates ser fusionering med EG som vejen frem.
“Vi ser begge et behov for konsolidering og integrerede softwareløsninger i branchen. EG er den rette ejer, som har både styrke og volumen til at videreudvikle Sigmas potentiale på det skandinaviske marked,” meddeler han.