Den australske storaktionær i TDC, storbanken Macquarie, planlagde en direkte plyndring af den danske statskasse ved at forsøge at få udbetalt refusion af den samme udbytteskat flere gange.
Sådan lyder det hos både DR og Børsen.
Ifølge de to medier forsøgte Macquarie at gennemføre to store aktiehandler med TDC-aktier og Carlsberg-aktier med henblik på at teste, om det var muligt at få refunderet udbytteskatten flere gange på de samme handler.
Børsen skriver, at Macquarie i flere år arbejdede målrettet på at udvikle en model, der skulle gøre det muligt for flere parter i en handel at få refunderet den samme udbytteskat flere gange.
Macquarie efterforskes for tiden i Tyskland for at have deltaget i en lignende plyndring.
DR skriver, at Macquarie i testhandler lånte aktier og solgte dem videre omkring udbyttedagen i en model, der gjorde, at både udlåner og køber af aktierne kunne kræve udbytteskat refunderet.
I dag fortryder australierne angiveligt forsøgene, selv om banken fastholder, at alt er foregået inden for den daværende lovgivnings rammer.
I hvert fald meddeler Macquarie til DR i et skriftligt svar følgende:
“Når vi gør noget forkert, eller når regler og forventninger ændrer sig, er vi altid villige til at løse alle problemer og ændre vores tilgang. Macquarie fortryder vores historiske involvering og har taget skridt for at sikre, at denne type aktivitet ikke længere foregår.”
Macquaries var også ved overtagelsen af TDC i 2018 involveret i skattesagerne i Tyskland, og selskabets indtræden i ejerkredsen af nationalklenodiet TDC vakte dengang bekymring.
Det kan du læse mere om her: TDC-ejeren Macquarie tiltalt for systematisk at have tømt europæiske statskasser
Læs også:
TDC-ejeren Macquarie har samarbejdet med hovedmistænkt i kæmpe skattesag
Enhedslisten kalder ministre i samråd om TDC-medejers rolle i kæmpe skatteskandale