Der er behov for, at Center for Cybersikkerhed opdeles, og at en ny civil enhed underlægges almindelig gennemsigtighed og kontrol.
Så klar er meldingen fra it-fagforbundet Prosa, efter den omfattende skandale i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der blandt andet har medført hjemsendelse af en række medarbejdere, ligesom, chefen for FE Lars Findsen, er blevet fritaget fra tjeneste.
"Når FE bevidst forsøger at underminere den meget begrænsede kontrol, som de er underlagt, så tyder det på en syg ledelseskultur. Borgerne i Danmark kan med rette frygte, at de er blevet overvåget uretmæssigt af en tjeneste, som er uden for demokratisk kontrol. Det kalder på en alvorlig debat om efterretningstjenesterne i Danmark," udtaler Prosa-formand Niels Bertelsen i en meddelelse.
Læs også: Forsvarsadvokat frygter justitsmord efter it-fejl på udrejsecenter
Kritik for at overvåge danske statsborgere
Center for Cybersikkerhed hører under FE og er ikke underlagt samme principper om åbenhed som andre danske myndigheder.
Derfor er det umuligt som borger i Danmark at få indsigt i, hvilke oplysninger centeret har behandlet, lyder det fra Prosa.
FE er af Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) blevet stærkt kritiseret for at have overvåget danske statsborgere uretmæssigt samt at have tilbageholdt oplysninger fra tilsynet og tilmed overvåget en af tilsynets medarbejdere.
"Det siger alt om problemerne i FE, at vi intet ville vide om den dybt bekymrende overvågningskultur, hvis det ikke var for en eller flere modige whistleblowere. De fortjener fuld ros for deres samfundssind, men samtidig peger det på en farlig lukkethedskultur, at så graverende praksisser skal lækkes for at komme til offentlighedens kendskab. Det kalder på et massivt behov for mere gennemsigtighed og kontrol," lyder det fra Niels Bertelsen, der tilføjer:
"Vi repræsenterer it-professionelle og er derfor konstant opmærksomme på, hvordan man teknisk kan overvåge befolkningen og indsamle oplysninger om dem. Meget af det her er ikke nyt, og er noget, vi også tidligere har påtalt. Derfor kan det undre, at man ikke adresserede problemerne allerede dengang."
Læs også: Forsvarets Efterretningstjeneste henter datachef fra Nordea: Skal opbygge helt ny AI-afdeling