I sidste weekend gik det endelig løs og alle vi der havde glædet os til at se hvordan Formel 1-feltet ville udforme sig når sæsonens første løb blev sat i gang, blev gennem to timer budt på motorsports-drama at fineste kaliber. Det var alt sammen så velkomment at man for en tid kunne glemme den månedlange pause sporten havde måttet tage grundet Corona.
Engelske Codemasters benyttede samtidigt muligheden for at udgive den nyeste version af den spilbare variant af Formel 1, og trods det måske nok var det egentlige løb der i første omgang trak de største overskrifter, er der heldigvis blevet tilføjet tilpas meget indhold til den nyeste udgave af spil-serien at den også fortjener rigeligt med opmærksomhed.
Den største nyhed er utvivlsomt at man denne gang har muligheden for at starte sin helt egen karriere, hvor man både fungerer som holdleder og kører på samme tid. For alle dem der efterhånden var blevet godt træt af at sætte sig ned i en Ferrari eller Mercedes, er det altså nu muligt at lave sit eget hold for at tage kampen op mod giganterne.
Den slags indebærer alskens forskellige beslutninger inden man første gang får lov til at trykke speederen i bund, for der skal være styr på bilen, team-kammeraten og sponsorerne før hele maskineriet kan sættes i gang. Det økonomiske puslespil er således den første udfordring, og vil først kunne laves om hvis indsatsen kan veksles til succes og dermed penge.
Se også: Spilanmeldelse: Codemasters giver også amatører en chance i F1 2019
Livet som teamchef stikker dog dybere og når det hele er kommet i gang, bliver man også nødt til at forholde sig til hvor de indkasserede penge skal bruges. Som tidligere er det muligt at diktere i hvilken retning udviklingen af nye komponenter skal forgå, men der er blevet tilføjet yderligere dybde til det hele ved at man nu også kan vælge i hvilken retning man vil opgradere sine fabrikker og deres specialiteter.
Man bør ikke lade sig afskrække af de nye systemer og meget fungerer som tidligere, samtidigt med at de nye komponenter bliver præsenteret på tilgængelig vis. Den største kritik af denne nye del af oplevelsen er derfor at Codemasters sagtens kunne have fyldt endnu flere muligheder på oplevelsen som teamchef, for de der gerne ville opleve denne del af pakken i endnu mere detaljeret grad.
Andetsteds er der i denne ombæring også blevet åbnet op for muligheden for at man nu kan spille to sammen på en skærmen via en splitscreen-funktion. Det er velkommen mulighed for de der ikke ønsker at bevæge sig online, men hellere vil nyde spillet med en ven på sofaen.
Heldigvis har Codemasters også fundet tid til yderligere at justere oplevelsen af bilerne på banerne, og hvor 2019-versionen måske nok havde tolket det faktum at de virkelig biler er blevet tungere lidt for nøjagtigt, byder 2020-versionen på biler der gennem svingene er mere mobile. Det øger både følelsen af fart, samt mulighederne for overhaling.
Det grafiske interface og de muligheder man har adgang til herigennem er også blevet genoverjet, og er mere informative og tilgængelig end tidligere, hvilket eksempelvis betyder at man nu ikke længere konstant skal justere brugen af ERS, men i stedet kan aktivere den med en enkelt knap. At udvikleren yderligere har givet mulighed for at man selv kan justere placeringen af de forskellige informationer på skærmen, er blot ekstra kræs for de mest detaljeorienterede spillere.
Der er ikke den store tvivl om at F1 2020 er den bedste udgave af serien til dato, og de nye tilføjelser er alle gode og giver endnu mere grund til at kaste sig ud i livet som virtuel racerkører end tidligere. Overvejer man et køb, bør spørgsmålet derfor være om livet som teamchef er lokkende nok til at man har lyst til at kaste penge efter den nyeste udgave.