Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: It-virksomheden Commentor runder 100 ansatte / Bill Gates lover millioner af vacciner til sårbare lande / TDC-chef vil have flere unge kvinder i it-branchen

It-virksomheden Commentor runder 100 ansatte. Bill Gates lover millioner af vacciner til sårbar lande. TDC-chef vil have flere unge kvinder i it-branchen. Apple-leverandør slår forventningerne, og bredbåndsselskaber indgår samarbejde.

Godmorgen.

Her kommer torsdagens morgen-briefing fra Computerworld.

Denne morgen lægger vi ud med nyheden om, at en nordjysk it-virksomhed i disse dage fejrer, at medarbejdertallet i fremtiden skal tælles med tre-cifre.

It-virksomheden Commentor runder 100 ansatte

Medarbejderstaben hos det danske udviklingshus Commentor voksede sidste år med 30 procent, og nu har selskabet rundet en regulær milepæl.

Selskabet har nemlig ansat medarbejder nummer 100.

Det skriver Commentor på sin hjemmeside.

Michael Hove der er administrerende direktør hos Commentor mener, at selskabet i takt med at det vokser i størrelse vil blive bedre rustet til at vinde offentlige udbud.

“Størrelse betyder desværre noget i it-verden. Det gælder særligt i de offentlige udbud, hvor kun virksomheder af en vis størrelse kommer med i de større udbud. For selvom mere end hvert tredje it-udbud ifølge IT-Branchen bliver vundet af mindre virksomheder, så er det stadig de større selskaber, der vinder de største udbud,” siger Michael Hove ifølge Commentors hjemmeside.

Commentor er stiftet i 2009 og har i dag kontorer i både Aalborg og Glostrup

Bill Gates lover millioner af vacciner til sårbare lande

Microsoft-stifteren Bill Gates fond, Bill and Melinda Gates Foundation, vil donere 150 millioner dollar til produktionen af 100 millioner vaccine-doser, som 92 såkaldte sårbare lande kan få adgang til

Det skriver Wall Street Journal.

Ifølge mediet skal millionerne fra Bill Gates sikre at serum-instituttet i Indien kan producere vaccinerne til en pris på tre dollar, når først en vaccine mod covid-19 er blevet godkendt til brug.

TDC-chef vil have flere unge kvinder i it-branchen

Jens Aaløse, koncerndirektør i TDC, glæder sig over, at der i år er blevet optaget 13 procent flere unge på de danske it-uddannelser.

Det skriver han i et debatindlæg hos Altinget.

Han mener dog, at det er nødvendigt med endnu større indsats, hvis it-branchen skal tiltrække flere kvinder til it-uddannelserne

TDC-bossen påpeger i den forbindelse, at det stadigvæk blot er mindre end 30 procent af de optagede på it-uddannelserne, der er kvinder.

“Hvis en bredere gruppe af unge skal vælge en it-uddannelse, tror jeg, at det er afgørende, at vi fokuserer mindre på teknologi for teknologiens egen skyld. Men i højere grad skal vi vise de unge, hvordan de med en it-uddannelse kan være med til at gøre en forskel for vores samfund,” skriver Jens Aaløse.

Apple-leverandør slår forventningerne

Den kendte Apple leverandør Foxconns seneste kvartalsregnskab slår forventningerne. Det skriver Reuters.

Foxconn leverede et nettooverskud på knap 5 milliarder kroner for andet kvartal, hvilket er 34 procent bedre end i samme kvartal året før.

Det gode resultat skyldes primært selskabets server og computer-forretning, mens smartphonesalget gik 15 procent tilbage.

Bredbåndsselskaber indgår samarbejde

Det nordjyske fiberselskber Nord Energi Fibernet indgår et samarbejde med internetudbyderen Bolig-net. Det oplyser de to selskaber i en pressemeddelse.

Samarbejdet betyder at Bolig-net nu kan formidle internetløsninger via Nord Energis fibernet.

Det menes, at der er mere end 120.000 potentielle fiberkunder i Nord Energis område, og dem får Bolignet hermed adgang til.