Det var muligheden for at udnytte overskudsvarmen fra de mange servere til opvarmning af husstande, der gjorde den konkrete forskel, da Facebook for nogle år siden skulle vælge, hvor selskabets nordeuropæiske datacenter skulle placeres.
Og her vandt Odense altså foran alle de øvrige kandidater til datacenteret, hvilket som bekendt har ført til opførelsen af et kæmpe datacenter i Tietgenbyen udkanten af Odense.
Sådan lyder det fra Facebook i en nærmere beskrivelse af det varme-genindvindings-projekt, som Facebook og Fjernvarme Fyn har opbygget omkring det store datacenter, der har været i drift siden september i fjor.
Der var mange fordele ved Odense, lyder det fra Facebook - herunder stabil strømforsyning, grøn energi, god adgang til fiber og højtuddannet arbejdskraft.
“Men det, der virkeligt adskilte denne plads fra andre var muligheden for genanvendelse af varmen,” lyder det fra energi-specialist i Facebook, Lauren Edelman.
Hun beskriver i et opslag hos Facebook, hvordan et team af ingeniører, arkitekter, designere, driftsfolk og andre fra Facebook sammen med folk fra Fjernvarme Fyn satte sig for at opsamle og genanvende overskudsvarmen fra datacenterets to store server-haller.
Varmen “skulle leveres gratis til nærområdet,” skriver hun.
Resultatet blev et anlæg bestående af ni varmepumper, der varmer overskudsvarmen op til 70 grader, hvorefter det sendes ud til flere tusinder fynske husstande.
Fyens har tidligere fortalt, at servervarmen fra datacenteret vil udgøre syv procent af selskabets samlede fjernvarme-produktion til i alt 100.000 fynske husstande.
“Den samlede proces fra drift af serverne til levering af varme understøttes af 100 procent vind-energi. Varmepumper er ikke en ny opfindelse, og det spoler til at opfange varme heller ikke. Det nye og innovative er parringen af disse to i hyperscale,” skriver Lauren Edelman.
Hun peger på, at det er første gang, at man noget sted i verden har forsøgt at samle så meget varme op fra en kilde et sted i et projekt.
“Facebook-projektet skalerer teknologien op til et niveau, som man ikke har nået noget sted i verden ved at producere op til 25 MW i timen,” skriver hun.
Du kan læse hele hendes opslag her.
Facebook forventer, at varmen fra selskabets store datacenter i Odense kan generere 100.000MWh om året - nok til at opvarme 6.900 danske boliger.
Du kan komme med ind bag dørene i Facebook-datacenteret i Odense her: Tag med inden for: Så vild er Facebooks nye datacenter i Odense til 6,5 milliarder kroner
Læs også:
Facebook-datacenter i Odense skal levere varme til 12.000 fynboer
Apple indleder ambitiøs klima-plan: Vil fjerne sit klimaaftryk på 10 år - se hvordan her