Kapitalfonden EQT's plan om at etablere en ny telekæmpe på det nordiske marked har ført til det ene opkøb efter det andet.
I dag ejer EQT svenske IP-Only, norske Broadnet og danske GlobalConnect.
I alt har EQT i bestræbelserne købt op for i hvert fald otte milliarder kroner.
Det skriver ITWatch på basis af GlobalConnects udsendt årsregnskab.
EQT har i årenes løb også opkøbt selskaber som Nianet, Netteam samt norske Kvantel.
Her er regningen for en række af selskaberne:
- Cirka 3,6 milliarder kroner for Broadnet
- Cirka 3,4 milliarder kroner for GlobalConnect
- Cirka 200 millioner kroner for Kvantel
- Cirka 100 millioner kroner for 70 procent af Netteam
Den samlede gæld bagved EQT lyder nu på knap ni milliarder kroner, skriver ITWatch.
Udskiftning i ledelsen
De mange opkøb og fusioner på kryds og tværs har samtidig betydet omstruktureringer hos GlobalConnect i Danmark.
Selskabets danske landechef Louise Hahn er selv helt ny i stillingen, som hun begyndte i i februar 2020.
Og GlobalConnect, der har omkring 500 ansatte, har heller ikke kunnet undgå fyringer.
I et interview med Computerworld fortæller Louise Hahn, at det dog primært har været udskiftninger i ledelsen, der har været nødvendigt.
"Det har været en meget udramatisk omstilling, hvor der især i ledelsen har været den største udskiftning," fortæller hun.
Læs mere om det her: GlobalConnect fastholder vækstmål trods coronakrise
GlobalConnect blev med EQT i ryggen fusioneret med Broadnet i efteråret 2018.
I 2019 godkendte myndighederne sammenlægningen af GlobalConnect og Nianet efter et forløb, der stræk sig over et år.
I efteråret 2019 kom nyheden om fusionen med IP-Only, der alene havde en omsætning på to milliarder svenske kroner i 2018.
GlobalConnect overtog desuden også Netteam i 2019.
Den samlede koncern består nu af omkring 1.700 medarbejdere på tværs af Nordeuropa og en omsætning på 4,1 milliarder kroner.
Læs også: GlobalConnect i vild vækst: Omsætter nu for over fire milliarder