Det skal være slut med at stå med håret i postkassen, hvis man bliver beskyldt for at dele ophavsretsbeskyttet materiale på nettet. Det mener Piratgruppen, der er en dansk organisation af fildelere.
Piratgruppen har netop lanceret en digital retshjælp, hvor frivillige donationer via gruppens hjemmeside skal gøre det muligt at søge penge til advokatbistand, når ens sag skal vurderes.
- Vi har flere gange oplevet, at folk har undladt at gå imod Antipiratgruppens trusler på grund af manglende viden eller manglende økonomi, siger Piratgruppens talsmand, Claus Pedersen.
Antipiratgruppen - som varetager rettighederne for den danske film- og musikbranche - hilses initiativet yderst velkomment.
- Vi synes, det er en rigtig god ide. Vi opfordrer altid dem, vi kontakter, til at lade sig repræsentere af en advokat. Det er vigtigt, at man får advokatbistand, når man står i sådan en sag, siger advokat Torben Steffensen, der er talsmand for Antipiratgruppen.
Piratgruppen vurderer, at udgifterne til at få en advokat til at vurdere sin sag typisk løber op i mellem 2.000 og 3.000 kroner.
- Vi håber, at den digitale retshjælp vil kunne finansiere sager, hvor fildelere oplagt har retten på deres side, men måske mangler nogle tusinde kroner til en advokat, tilføjer Claus Pedersen.