For ikke alt for mange år siden, så hele spilindustrien helt anderledes ud. Med deres Mega Drive var det Sega der havde taget kampen op med giganten Nintendo, og for en tid endda to førertrøjen fra Mario-giganten.
Da kampen var mest intens mellem Super Nintendo og Mega Drive, var det ofte med en blanding af egen producerede eksklusivtitler og de seneste arkadekonversioner at slagene blev vundet, og trods at det var ikonerne Mario og Sonic der stod for de største salgstal, var de ikke de eneste titler der definere konsollerne.
Streets of Rage var således ikke kun Sega’s eget svar på arkadehits som Final Fight og Double Dragon, men også et langt mere råt, velspillende og teknisk overbevisende eksempel på kampspil-genren end hvad der kunne findes på den konkurrerende konsol.
Serien første spil var udmærket, men det var med Streets of Rage 2 at Sega producerede et klokkeklart hit der stadig står som et af genrens bedste eksempler, og en de stærkeste titler på Mega Drive.
Grafisk blev der sparket hårdere til Mega Drivens begrænsede farvepalette end tidligere, samtidigt med at der blev kastet rundt med store figurer på en måde som det ellers kun tidligere havde været muligt i arkadehallerne. Endnu mere overraskende var dog lydsporet af den legendariske Yuzo Kushiro, der forvandlede konsollens typisk synth-tunge toner til et soundtrack der lød som noget fra Japans elektroniske musik undergrund. Kombineret med et overraskende solidt kampsystem, gik det hele op i en højere enhed.
Som så mange andre serier er også Streets of Rage sidenhen forsøgt at blive genoplivet, men for alle os der oplevede hvordan den slags mange gange foregik tidligere, hvor det ofte ikke var meget andet end navnet der endte med at være tilbage, har det ikke nødvendigvis gjort noget at serien forblev på 16bit konsollerne.
Sådan havde det formentligt været at fortrække at det blev ved med at være, hvis det ikke havde været for den franske udvikler Lizardcube, der tidligere stod for en fortryllende opdatering af en af Segas andre klassikere (Wonder Boy: The Dragon’s Trap) og nu også har givet Streets of Rage et forsøg.
Og lad det være sagt med det samme: her er ikke tale om en ”spirituel efterfølger” eller et spil der forsøger at låne nogle af de gode takter fra originalen og omsætte dem til en ny oplevelse. I stedet er der tale om en helt reel efterfølger der overraskende, men positivt viser sig faktisk at være i stand til at leve op til originalerne.
Perspektivet er stadig holdt i 2d, men Lizardcube har brugt de sublime grafiske evner de også viste i Wonderboy, og formået nøjsomt at tage udtrykket med fra seriens oprindelige kapitler. Alt er dog blevet opdateret med afsindigt flotte animationer, farver og effekter så det hele ser ud som var det revet direkte ud af en tegneserie.
Soundtracket er ligeledes inspireret af originalernes hang til dance-musik fra 90’erne og holdet tempoet i vejret, uden på noget tidspunkt helt at nå de bedste melodier fra Koshiros bagkatalog.
Det hele bindes dog sammen af et kampsystem der er holdt simpelt, men alligevel byder på flere strategier som skal mestres hvis man vil se enden på det hele. Specialangreb koster denne gang en smule livsenergi, der dog kan genvindes hvis man kan undgå at blive ramt af de nærmeste fjender, og gemte bonusser åbner op for helt nye superangreb.
Den vigtigste komponent af kampsystemet er dog at hvert slag og spark nærmest kan mærkes gennem controlleren. Lizardcube har som få andre udviklere formået at få det til at føles fantastisk at banke modstandere til lirekassemænd uanset hvor mange gange man gør det, hvilket i sig selv er en enorm bedrift.
Samtidigt viser den franske udvikler en enorm forståelse for seriens historie, og har fyldt det nye spil med referencer til originalerne. Serie-kendere vil således have konstante overraskelser i vente, hvilket inkluderer alt fra lydeffekter hevet direkte fra Mega Drives gamle lydkredse, til grafiske tricks, baggrunde, animationer og et karaktergallieri med masser af kendte personligheder.
Streets of Rage 4 bekymrer sig mindre om at appellere til nye fans end det gør om at levere den bedste efterfølger som fans af seriens oprindelige spil kunne have håbet på. Alle er velkomne og vil kunne nyde et velsmurt actionspil med styr på detaljerne, men det de fanger alle referencerne og som stadig har angrebskombinationerne siddende i fingrene, der vil have sværest ved at tørre det store smil af ansigtet.