Artikel top billede

(Foto: istockphoto.com)

Største opgradering af Wi-Fi i 20 år: USA sætter turbo på Wi-Fi med åbning af 6GHz-frekvensbånd - Europa ventes at følge trop

Den amerikanske tele-styrelse FCC åbner for nye frekvensbånd til Wi-Fi-brug. Det kommer til at femdoble det tilgængelige frekvensbånd til Wi-Fi.

Den amerikanske telestyrelse FCC tildeler et helt nyt frekvensbånd til Wi-Fi-brug i det, der kaldes for den måske største opgradering af Wi-Fi i de seneste 20 år.

Beslutningen betyder, at FCC vil åbne for 6GHz-båndet til ulicensieret Wi-Fi-brug - altså fri brug for alle.

Beslutningen betyder, at der i USA vil blive frigivet mere end 1.200MHz båndbredde til de enheder, der anvender den kommende generation af Wi-Fi, Wi-Fi 6E (Enhanced), og som har antenner og chip forberedt til dette frekvensbånd.

Resultatet vil være, at Wi-Fi med Wi-Fi 6E-enhederne i USA vil blive langt hurtigere og langt mere stabilt end i dag.

Hastighedsmæssigt betyder beslutningen, at Wi-Fi i USA kan få samme niveau som 5G, når det gælder transmissionshastighed og latency.

Det vil åbne for helt nye muligheder inden for realtids-applikationer, virtual reality og mange andre ting.

Det ventes, at de første enheder, der understøtter 6GHz Wi-Fi vil se dagens lys mod årets slutning. Herfra kommer det til at gå stærkt.

Analysehuset IDC forventer således, at der alene i 2021 vil blive solgt 316 millioner enheder, der understøtter Wi-Fi 6E. I de kommende år vil vi også begynde at se tablet og fjernsyn, der understøtter Wi-Fi 6E.

Bliver femdoblet

Dee ekstra 1.200MHz betyder konkret, at frekvens-båndet i USA - altså den tilgængelige plads til datatransmission via Wi-Fi - vil blive femdoblet for routerne i de amerikanske hjem og virksomheder.

Der er tale om den største tilføjelse af frekvensbånd i USA, siden FCC i 1989 banede vejen for Wi-Fi i det hele taget i USA.

“Fra Wi-Fi routere til enheder i hjemmet: Amerikanernes daglige brug af enheder, der er forbundet til internettet, er eksploderet,” lyder det fra FCC i denne meddelelse.

“For at understøtte stigningen i Wi-Fi-efterspørgslen sigter FCC efter at øge Wi-Fi-spektrummet med vores hidtil dristigste initiativ: At gøre hele 6GHz frekvensbåndet tilgængeligt,” lyder det fra FCC.

Med beslutningen åbner FCC konkret for 1.200MHz spektrummet på 6GHz-frekvensbåndet på det amerikanske marked.

I de seneste 20 år har Wi-Fi kørt på 2,4GHz og 5GHz frekvensbåndet med omkring 400MHz spektrum, hvilket har betydet, at det ofte har været nødvendigt at dele signalerne op.

Det har skabt stigende problemer i takt med, at mange af vores enheder kobles på Wi-Fi, hvor de kan forstyrre hinanden.

Det er eksempelvis grunden til, at din forbindelse kan blive sløv, hvis der er mange Wi-Fi-signaler i luften. Her vil de mange signaler ‘støje’ overfor din computer eller telefon, der forsøge at få forbindelse til en router via Wi-Fi.

Her vil 6GHz Wi-Fi kunne gøre en stor forskel.

Mere end dobbelt så meget plads

6GHz frekvensbåndet har mere end dobbelt så meget plads som 5GHz-båndet.

Og det betyder, at der er mere plads til de forskellige signaler, som derfor ikke skal kæmpe så meget om pladsen som det er tilfældet på de nuværende Wi-Fi-kanaler, ligesom latency - altså signal-forsinkelserne - vil blive markant lavere.

Ifølge The Verge er der på det nye frekvensbånd plads til syv samtidige Wi-Fi-streams på maksimal kapacitet uden at de vil kunne påvirke hinanden.

Reaktionerne på beslutningen fra tech-samfundet er ret enslydende.

Intel kalder beslutningen for 'det vigtigste bidrag til Wi-Fi i næsten 20 år,' mens Apple meddeler, at beslutningen sætter kursen for den næste generation af Wi-Fi-netværk.

Det ventes, at EU inden længe vil følge trop med en lignende beslutning og åbne for 6GHz-frekvensbånder i Europa.

Ifølge flere medier har de første test med Wi-Fi 6E vist, at det er muligt at opnå hastigheder på 2Gbps.

Direktør i Wireless Broadband Alliance (WBA), Tiago Rodrigues siger ifølge Daily Mail, at 6GHz-frekvensbånder leverer mere kapacitet end alle de andre frekvensbånd tilsammen.

"Desuden vil Wi-Fi 6-teknologien på det udvidede bånd kunne levere hastigheder, der er sammenlignelige med 5G-netværk," siger han.