Sag mellem Song og TDC fortsætter trods køb
Selv om Song Networks nu sandsynligvis indlemmes i TDC-familien, får det ikke indvirkning på den verserende sag om de høje porteringspriser, som Song vandt en sag i Konkurrencestyrelsen om. Den er nu anket til Konkurrenceankenævnet af TDC og vil køre videre, fastslår koncernchef i TDC Henning Dyremose. (Børsen)
København får de udenlandske it-investeringer
Hele 83 procent af de udenlandske investorer lægger deres penge i København, når de investerer i danske it-, biotek og televirksomheder. Det viser en opgørelse fra Copenhagen Capacity ifølge Ritzau, og det adskiller Danmark markant fra en række andre lande, hvor hovedstæderne får en langt mindre andel af de samlede investeringer. London får eksempelvis kun 25 procent af investeringerne i Storbritannien, mens Paris får 16 procent og Berlin 11 procent. (Børsen)
Færre venturekroner til færre iværksættere
Investorerne er blevet så forsigtige, at de ikke blot investerer i færre iværksættere ? hver enkelt investering er også skrumpet. Sidste år fik 64 selskaber i snit hver syv millioner kroner, mens gennemsnittet lå på 10 millioner kroner for tre år siden, hvor næsten tre gange så mange selskaber blev finansieret. Investeringsdirektør i Vækstfonden, Martin Vang, beklager udviklingen, som han mener bremser udviklingsarbejdet i virksomheden og vidner om investorernes mistillid til egne investeringer. Han bakkes op af brancheforeningen for venturekapitalister, DVCA, men her har man ikke mulighed for at tvinge medlemmerne til at være mere generøse. (Erhvervsbladet)
Hård priskonkurrence på chipkort måske årsag til fejl
I sidste uge modtog over 1.000 danskere hele to udgaver af det nye chipbaserede Dankort fra den svenske producent Xponcard, og det får konkurrenten S-Card i Nordjylland til at mene, at bankernes voldsomme prispres i forbindelse med ordren har givet anledning til fejl. Prisen på et kort blev næsten halveret i forhold til for et år siden. Dankort A/S er i gang med at undersøge sikkerhedsprocedurerne hos Xponcard. S-Card har i mellemtiden trukket sig fra betalingskortmarkedet og koncentrerer sig om telekort, simkort og id-kort. (Morgenavisen Jyllands-Posten)
Børsportal får ingen nye medlemmer
Trods en storstilet markedsføringskampagne er der i dag færre virksomheder på Fondsbørsens websted for små og mellemstore børsnoterede virksomheder, Plus-Portal.dk, end ved starten i februar. Der er 60 potentielle kandidater til siden, men de tøver altså. I B&O og Alm. Brand mener man blandt andet, at prisen på 50.000 kroner for medlemskab spiller ind. Nu vil Plus-Portal.dk forsøge sig med et gratis tremåneders medlemskab for at øge interessen. (Berlingske Tidende)