Den amerikanske streaming-gigant Netflix hentede hele 15,7 millioner nye kunder på verdensplan i årets første tre måneder.
Det er ny rekord for film- og serietjenesten, der kun forventede syv millioner nye abonnenter i årets tre første måneder.
Det fremgår af Netflix' kvartalregnskab.
I alt har Netflix nu 182,9 millioner abonnenter. Det er 22,8 procent flere end samme tid i 2019.
Netflix tilegner selv coronakrisen, hvor personer over hele verden i større eller mindre grad har været isoleret derhjemme gennem længere tid, som årsagen til den voldsomme stigning.
Stigningen i brugerantallet sker til trods for, at Netflix sammen med en række andre internationale streaming-giganter har fulgt EU's opfordring om at sænke streaming-kvaliteten i Europa for ikke at overbelaste internettet.
Det har dog senere vist, at den europæiske bredbåndsinfrastruktur ikke er blevet overbelastet.
Det kan du læse mere om her: EU: Der er ingen problemer med det europæiske internet trods coronakrise
Tigerserie trækker nye kunder ind i butikken
Det er særligt Netflix-serien Tiger King, der har været trækplaster for de nye kunder.
I USA gik der blot ti dage fra seriens lancering, til 34,3 millioner havde streamet fortællingen om tigerpark-ejeren Joe Exotic, der ender med en fængselsdom på 22 år for at have bestilt et mord på rivalen Carole Baskin.
Rekordtallene betyder, at Netflix kommer ud af første kvartal med en omsætning på 5,77 milliarder dollar, svarende til omkring 40 milliarder kroner.
Festen kommer dog næppe til at fortsætte med samme hast i de kommende måneder.
Netflix oplyser i regnskabet, at streamingtjenesten forventer, at både seertal og stigningen i antallet af abonnenter vil falde i takt med, coronarestriktionerne bliver lempet verden over.