Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Det STRØMMER ind med gode nyheder fra Coronaland!
Nej, det er ikke helt rigtigt, men der er en lille smule om det: Der er en række fordele ved vores påtvungne eksil fra hinanden, som vi forhåbentlig kan lære noget af og bruge efter krisen til at skabe bedre liv for rigtigt mange af vore medborgere.
Lad mig starte med tre eksempler fra den seneste uge, der for mig har været øjenåbnere (de pågældendes identitet er mig bekendt, og kan udleveres mod bestikkelse):
1. Ung mand, studerende på ITU:
"Jeg håber, at vi bliver ved med at kunne følge foredragene på skærmen hjemmefra efter krisen. For første gang kan jeg tydeligt høre, hvad foredragsholderen siger, og jeg kan tillige tydeligt høre de spørgsmål, der bliver stillet. Og der er ingen larm i rummet til at forstyrre."
Jeg kan tilføje, for egen regning, at en af mine venner på Island har en søn, der elskede at se foredragene fra hans universitetsprofessorer på nettet efter afviklingen af dem, fordi han så kunne sætte hastigheden op til 1.5-2.0 gange normal hastighed.
Det giver ofte forøget koncentration at hæve hastigheden på videoer med tale og podcasts. Må jeg i den forbindelse have lov at anbefale BBC's History Extra og den danske "Stemmer fra Amar"?
2. Midaldrende, mandlig manager i multinationalt, amerikansk firma:
"Det plejede at være sådan, at der var fem kollegaer i et møderum i hovedkvarteret og mig, der deltog remote. De fem i møderummet ville så starte samtaler på tværs, og jeg kunne typisk ikke høre, hvad der blev sagt, i halvdelen af mødet. Nu kan jeg høre det hele, diskussionerne er kortere og langt mere produktive, og møderne tager mindre end den halve tid."
Yes! Det der skønne fænomen, at parallelsamtaler ikke forekommer, er jo noget vi alle har bemærket, når vi holder remote parmiddage, ølsmagninger, vinaftener, mv.
Det giver en anden intensitet, og er egentlig ret fedt, synes jeg. Dog har flere af mine venner været inde på, at man burde sætte flere skærme op, så det blev muligt netop at føre parallelsamtaler.
De vil så til gengæld, med brug af lidt fingersnilde, ikke forstyrre de andre, fordi der så ikke tales på tværs af bordet 
.
3. Yngre, selvstændig kvinde:
"Det er hævnens time for de introverte! Jeg plejede at køre fysiske workshops før krisen. Nu kører jeg dem virtuelt. Og pludselig får vi virkeligt gode (bedre!) idéer og mere feedback fra deltagere, der ellers aldrig ville turde sige noget. De introverte kan nemlig sagtens deltage, hvis de ikke hele tiden skal konfronteres med (højere)råbende kollegaer. Alle får mere ud af workshopsene nu."
4. Erfaren medarbejder i stor biks:
"Det værste ved storrum er næsten, når cheferne også sidder der. Det forpester miljøet på mange måder. Nu, hvor vi arbejder remote, er de væk og alle er lettede!"
5. Projektleder i gigant-biks:
"Pludselig virkede hjemmearbejdspladserne også for de menige medarbejdere! Det har altid været sådan, at det virkede for chefer og sælgere - de SKULLE simpelthen have mulighed for at arbejde hjemmefra og remote! Fordi! Nemlig! Faktum!"
"Og et lille nik! - men at det ikke var NÆR så vigtigt for slaverne at kunne arbejde hjemmefra. Faktisk syntes cheferne, at det ville det være en dårlig idé, for - i modsætning til cheferne og sælgerne - ville de menige medarbejdere så reelt ikke lave noget . Nu er det pludselig helt naturligt, at hjemmearbejde skal virke for alle!"
6. Chef i offentlig kæmpebiks:
"Jeg får lavet meget mere. Og når jeg trænger til en pause kan jeg gå ud i haven og nusse lidt i et blomsterbed og lade op på en helt anden måde end på kontoret. Dog er der en del chefer i det offentlige, der pludselig har anmodninger om rigtigt mange net-møder fra nogle af deres medarbejdere, der prøver at se ud som om de har noget vigtigt at lave og en stor arbejdsbyrde... "
"En anden kæmpefordel er, at jeg nu har remotemøder i et rum uden andre mennesker til at forstyrre mig og blive forstyrrede af mig. Alt er godt...".
Ingen larmer og forstyrrer
Jeg tror også en masse skoleelever oplever, måske for første gang, at hvis de rent faktisk har lyst til at lære noget og blive dygtige, så gør det ikke noget.
Der er ingen, der larmer og forstyrrer konstant i klasseværelset, og man må godt læse forud og lære andre ting i sit eget tempo.
Det må være Ritt Bjerregaards absolut værste mareritt (sic!), idét hendes skolereform i 1974 jo som bekendt var stærkt inspireret af Formand Mao, der mente, at det vigtigste var, at alle var med på samme niveau og at ingen "elite" pludselig stak sit grimme hovede frem.
Det forklarede Mao hende omhyggeligt, da hun som nyudnævnt undervisningsminister i en af de forfærdende Anker Jørgensen-regeringer STRAKS besøgte Formand Mao ("Mit største idol!") og dernæst Hotel Ritz i Paris.
Turen til Kina skulle vise sig at have langt, langt større omkostninger for det danske samfund end turen til Paris.
Når jeg tænker på de tre cases, jeg startede med, så handler de på sæt og vis alle om, at sørge for, at standup'erne i kontoret - der som regel ikke laver noget, som kunderne bliver gladere af - ikke hele tiden kan forstyrre dem, der prøver at hjælpe kunderne, følge undervisningen, være seriøse, osv osv osv.
Tænk, hvis Coronaen betyder, at de kloge, introverte folk, der udgør en meget stor del af menneskene omkring os, pludselig kan komme til orde og tør lade os høre deres feedback og idéer?
Tænk, hvis vi standup'ere og DJØF'ere og McKinsey'er Of The World mister terræn og langsomt bliver tvunget til at lave produktive ting?
Tænk, hvis det bliver OK at have et arbejde, hvor man reelt udfører 4-8 timers koncentreret arbejde om ugen og så laver andre ting, eller slapper af, resten af tiden?
Thi de fleste oplever jo reelt i denne tid, at der slet ikke er grund til at arbejde så mange timer. Det er det luksussamfund vi Gud Ske Tak Og Lov og Priset har udviklet takket være den fantastiske, økonomiske revolution i Verden i de sidste tre-fire årtier.
Vi HAR reelt et fritidssamfund. Vi skal bare have politikere, fagforeninger, og andre konservative forsamlinger til at erkende og favne det.
Alt i alt tror jeg, at der for mange bikses vedkommende, specielt, hvis de hovedsaligt er hjernebaserede, er rigtigt mange fordele forbundet med at re-tænke deres post-Corona-organisation:
1. Alle vil vide, hvem, der lave pseudoarbejde og standup efter denne omgang, og så er det jo bare at finde ud af, om de kan bruges til noget andet eller om virksomheden skal effektivisere.
2. Samtidig kan man - ved at legitimere remote-arbejde - skaffe virkeligt gode medarbejdere fra hele landet, hele regionen eller hele verden, og lade dem arbejde effektivt sammen via Zoom eller lignende.
3. Det betyder i øvrigt, at kontorudgifterne vil falde dramatisk, ja de kunne nærme sig asymptotisk til nul over tid.
4. Og så er der lige det med miljøet. Måske skulle alle virksomheder tvinges til at lade deres medarbejdere arbejde hjemmefra 3 dage om ugen? Det ville kunne ses på trafik, forurening og andet godt med det samme. Jeg oplever, at man nu om dage kan køre fra Amager til Rådhuspladsen næsten uden at røre bremsen. Det er et reelt fremskridt for menneskeheden.
Jeg tror desværre også, at det her varer i et halvt til et helt år, før vi har normalitet og vacciner i vores liv.
Tusindvis af små bikse vil dø. Og nogle få store.
Der er muligvis tale om den største (med et rædselsfuldt og kynisk udtryk lånt fra økonomisk teori) "korrektion" af verdensøkonomien nogensinde. Det kommer der rigtigt mange gode og dårlige ting ud af.
Men hvis de introverte it-folk kan ende med at få fred til at arbejde og arbejdsforhold, der lader dem komme til orde - så er det altså fantastisk i sig selv.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.