Godmorgen og velkommen til Computerworlds morgen-briefing på ugens sidste hverdag, 3. april 2020.
Klar med morgenens nyhedsoversigt, er morgen-briefing bestyrer Niels de Boissezon.
Prosa: Statens lønkompensation er ikke nok
Seneste trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, der sikrer op til 30.000 kroners månedlig lønkompensation, er ikke nok til at hjælpe virksomheder med løntunge ansatte, som dem fagforeningen Prosa repræsenterer.
Det skriver fagforeningen i en pressemeddelelse.
”Vi kan se, at der ikke er så mange virksomheder på vores område, der benytter muligheden for at søge om lønkompensation. I stedet ser vi afskedigelser og lønreduktioner. Det virker paradoksalt, at regeringen ikke tager skridtet fuldt ud og holder hånden under de virksomheder, der er dybt afhængige af højt specialiseret arbejdskraft”, siger PROSA-formand Niels Bertelsen, som anbefaler, at lønkompensationen sættes op til 45.000 kroner per månedt.
Foreningen appellerer samtidigt til, at de tusindvis af medarbejdere, som er afskediget under coronakrisen bør kompenseres med en forhøjet dagpengesats.
Google åbner igen op for corona-annoncering
Google åbner igen op for, at visse annoncører kan vise reklamer med coronavirus-relateret indhold. Det skriver Reuters.
Det sker efter at søgegiganten har indført et bredspektret forbud af reklamer, som har ’følsomme events’ som omdrejningspunkt, heriblandt den verserende pandemi.
Nu slækker Google sine krav, så udvalgte annoncører, herunder hospitaler, myndigheder og NGO’er, fremover kan vise coronavirus-relaterede annoncer.
Lempelsen kommer for at give organisationerne mulighed for at få relevant information ud, lyder det i en Google-mail til annoncører, som mediet har fået indsigt i.
På sigt vil politiske organisationer også kunne annoncere med budskaber relateret til den corona-pandemien, lyder det.
Opfordring fra Datatilsynet: Tænk dig om før du deler helbredsinfo
Datatilsynet opfordrer til, at danskerne tænker sig godt om, inden de afgiver deres helbredsoplysninger. Det oplyser myndigheden på sin hjemmeside.
Den verserende sundhedskrise får også mange til at dele oplysninger der bidrager til at kortlægge virussens udbreddelse.
"Vi anerkender fuldt ud de gode intentioner og kan også sagtens forestille os, at det kan være gavnligt for sundhedsmyndighederne at modtage disse data. Men vi vil dog også opfordre alle til at bruge deres sunde fornuft og tænke sig godt om, inden de deler deres helbredsoplysninger," siger Cristina Angela Gulisano, direktør i Datatilsynet.
Hun opfordrer til at gøre sig overvejelser om indsamlingen formål og oplysningernes karakter, hvem der står bag og hvem der deles med og hvor længe samt hvorvidt der er mulighed for at få slettet dataene på sigt.
DRTV rykker ind i YouSees pakker
Alle YouSees TV-kunder får fremover adgang til DRTV via både boks, app og browser.
Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.
Danmarks Radios streamingtjeneste bliver en del af grundpakken, oplyser selskabet.
”Jeg er glad for, at vi nu også kan tilbyde vores kunder DRTV som en del af deres tv- og streamingpakke. YouSee er i høj grad et familiebrand, og DR leverer kvalitetsprogrammer til både børn, unge og voksne,” siger Jacob Mortensen, direktør for YouSee og fortsætter:
”Det har været vigtigt for os, at alt det gode indhold fra DRTV integreres på vores egen platform i en samlet brugeroplevelse, så vi f.eks. kan inkludere DR’s indhold i vores anbefalinger til kunderne sammen med alt det andet indhold, som vores kunder har med i deres tv- og streamingpakke.”