For tiden er der nok ikke mange, der er i stand eller villig til at flytte til et andet land for at få mere i lønposen grundet coronavirus-pandemiens hærgen.
Men hvis det alene handler om den månedlige løncheck, så viser en ny undersøgelse, hvilke lande du skal vælge, hvis du er it-udvikler.
Træningsplatformen CodinGame har spurgt 20.000 udviklere i 125 lande om deres løn.
Top 10 føres an af USA.
Her tjener den gennemsnitlige softwareingeniør 95.744 dollar brutto om året svarende til lidt over 54.000 kroner om måneden.
Seattle - hvor Microsoft og Amazon har hovedkvarterer - er samtidig den amerikanske by, hvor udviklerne får allermest.
Her ligger gennemsnitslønnen for udviklerne på 105.735 dollar om året.
Resten af Top 10
Er du ikke klar til at tage over Atlanten, kan du glæde dig over, at du også kan køre til vores naboland Tyskland, hvis du som udvikler går efter en høj løn.
Tyskland tilbyder de næstbedste udviklerlønninger.
Sammenlignet med USA er det et markant fald, men her vil en udvikler i gennemsnit ifølge undersøgelsen løbe afsted med 61.000 dollar om året svarende til cirka 34.600 kroner om måneden.
Tyskland efterfølges af Storbritannien, hvor udviklere i gennemsnit kan forvente en bruttoløn på 59.326 dollar om året.
Ifølge undersøgelsen er det forsikringsbranchen, efterfulgt af medie- og sundhedsindustrien, der betaler udvikler bedst betalte.
Hele top 10 ser således ud.
(Årlig gennemsnitsløn i dollar.)
1. USA - 95.744
2. Tyskland - 61.002
3. Storbritannien - 59.326
4. Canada - 57.466
5. Frankrig - 47.271
6. Polen - 40.094
7. Spanien 37.194
8. Brasilien - 31.958
9. Ukraine - 31.112
10. Rusland - 29.704
De gladeste udviklere
Og nu er lønnen jo heller ikke alt.
Faktisk peger de 20.000 udviklere i undersøgelsen på, at løn kun kommer ind på en tredjeplads over de vigtigste faktorer ved et job.
Foran størrelsen på lønchecken kommer tekniske udfordringer og et fleksibel arbejde.
Undersøgelsen har også set på, hvor de gladeste udviklere befinder sig.
De lykkeligste udviklere blev fundet i England, Canada og USA, efterfulgt af Brasilien og Tyskland.
Du finder undersøgelsen her.
Læs også: Stor stigning i antallet af kvinder, der vil være software-udviklere