It-kriminelle forsøger i disse dage at udnytte de mange uopmærksomme medarbejdere, der arbejder hjemmefra med markant flere phishing-angreb end normalt.
Men en stor del af de ansatte, der arbejder hjemmefra i Danmark, kender slet ikke til truslerne fra phishing og malware.
Det viser en undersøgelse som Cisco har foretaget blandt danske kontoransatte.
Læs også: Her skal du passe på: Tre ud af fire ransomware-angreb sker uden for normal arbejdstid
Her svarer 31 procent at de aldrig har hørt om eller kender sikkerhedstruslen fra phishing eller spam. Samtidig er det kun 19 procent af de kontoransatte, der kender begrebet malware.
For selvom it-sikkerhed er rykket højt op i prioriteterne hos mange danske virksomheder, så er alvoren tilsyneladende ikke nået ud til virksomhedernes ansatte endnu.
Omgår bevist sikkerhedsregler
Men ikke nok med, at mange ansatte måske overser trusler der lander direkte i deres indbakke, så forsøger mange også bevist at omgå reglerne.
Hele 76 procent af de danske kontoransatte indrømmer nemlig i undersøgelsen, at de har bevist har omgået sikkerhedssystemer og -procedurer på deres arbejdsplads for at udføre deres arbejde.
Det betyder altså, at sikkerhedsbarriere, der bliver sat op af it-sikkerhedsafdelingen bliver undergravet indefra.
For lederen af Ciscos CISO-rådgivere, Wendy Nather, viser det, hvor vigtigt det er at it-sikkerheden er bygget ud fra brugernes behov.
"Hvis systemerne er så besværlige, at medarbejderne er nødt til at arbejde uden om dem for at udføre deres arbejde, hvordan kan vi så forvente, at de hjælper med at beskytte virksomheden? Især hvis de ikke engang ved, hvad det er for trusler vi står over for," lyder det fra Wendy Nather i undersøgelsen.
Derudover svarer 18 procent at de ofte omgår sikkerhedspolitikker på deres arbejdsplads.
Hver fjerde ansatte bruger ikke VPN
Efter udbruddet af Corona-virussen har flere it-virksomheder sendt deres medarbejdere hjem for at arbejde. Men det betyder ikke mindre fokus på it-sikkerhed. Tværtimod ser hackerne sit snit til at udnytte situationen
Derfor er det også bekymrende at knap hver fjerde kontormedarbejder svarer, at de ikke bruger en VPN-forbindelse, når de arbejder hjemmefra.
"De tilgår i stedet virksomhedens applikationer i skyen eller direkte fra internettet, og ikke gennem en sikker forbindelse som VPN," skriver Cisco i undersøgelsen.
Læs også: Microsofts store udvikler-konference Build vil blive afviklet virtuelt