Godmorgen fra Amager. Så blev det onsdag, og her det hurtige it-nyhedsoverblik fra Computerworld sammenstykket af Niels Veileborg fra den fremskudte lyttepost ved havebordet.
Danske netbutikker ramt på salget
Syv ud af ti danske netbutikker er ramt negativt på enten salg eller logistik af corona
Det viser en rundspørge foretaget af foreningen for dansk internethandel FDIH foretaget 16. marts.
56 procent mærker tilbagegang, mens 31 procent har fremgang. Hver femte butik melder om, at mindst halvdelen af omsætning er forsvundet.
Lancerer ny netbutik med dagligvarer midt under krisen
Hverdag.dk er navnet på en ny onlinebutik med dagligvarer, som to danske iværksættere netop har lanceret.
“Vi er helt klar over, at vi går i luften i en usikker tid, men omvendt kan vi se, at der netop nu er et stort behov for onlineløsninger inden for dagligvarer,” siger en af stifterne, Rasmus Andersen, til Finans.
Rekrutteringsplatform tilbyder gratis hjælp til det offentlige
Rekrutteringsplatformen Emply fortæller Computerworld, at man stiller platformen gratis til rådighed for kommuner og regioner under coronakrisen, så myndighederne frit kan bruge den til at skaffe mandskab til eksempelvis hospitalerne.
Gode råd om databeskyttelse og hjemmearbejde
Forleden sendte Center for Cybersikkerhed en samling gode råd om hjemmearbejde på gaden, og nu følger Datatilsynet trop med en samling råd om såkaldte databeskyttelsesretlige problemstillinger i forbindelse med hjemmearbejde ved computeren.
For eksempel, at man som som virksomhed skal sørge for at fastlægge og udmelde nogle klare retningslinjer for hjemmearbejdet - og at ansatte skal sørge for at følge dem.
Du finder alle de gode råd her.
Erfarne virksomhedsfolk klar med gratis hjælp til coronaramte SMV’er
Små og mellemstore virksomheder i hele landet kan få gratis råd og vejledning gennem Early Warning-programmet.
”Hvis små og mellemstore virksomheder oplever tegn på krise som følge af Corona-situationen, står vi klar med rutinerede konsulenter, et korps af 80 frivillige erhvervsfolk, der kan hjælpe uden beregning, samt en kreds af insolvensadvokater, der også kan træde til,” siger direktør Erik Krarup, Erhvervshus Midtjylland, der er national tovholder på det landsdækkende Early Warning-program.
Early Warning er finansieret Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og landets seks tværkommunale Erhvervshuse.
Hjemmearbejdende i Stockholm ramt af internetnedbrud
Tirsdag morgen blev store dele af Sveriges hovedstad Stockholm ramt af et solidt internetnedbrud.
Timingen kunne ikke være meget dårligere, for dagen før havde de svenske myndigheder erklæret, at alle i Stockholmsområdet, som kunne arbejde hjemme, burde gøre det.
Problemet opstod hos Stokab, som er hovedstadens it-infrastrukturselskab. Nettet var oppe at køre igen 10.30, skriver ComputerSweden.