Danske SimCorp fortsætter sin fremgang.
Selskabet kom således ud af 2019 med en omsætning på 3,4 milliarder kroner og et resultat af primærdrift på 955 millioner kroner. Det er en fremgang på henholdsvis 19 og 24 procent i forholdet til året før.
Samtidig forventer selskabet en omsætningsvækst på mellem fem og 10 procent i 2020.
Det fremgår af selskabets årsregnskab, der netop er blevet offentliggjort.
Får flere kunder
SimCorp oplyser samtidig, at selskabet i løbet af 2019 har fået 12 nye kunder, og dermed har selskabet samlet set 199 kunder på kerneproduktet SimCorp Dimension.
Selskabet samlede kundetal rundede samtidig 300 i løbet af 2019.
Topchef for Simcorp Klaus Holse forklarede for nylig til Computerworld, at selskabet har revideret sin strategi.
Ifølge den strategi vil selskabet i endnu højere grad satse på cloud og services.
”Vi siger med den her strategi, at vi vil være tættere på vores kunder, tættere på adoption og mere over mod as-a-service, der har et cloud-fundament under sig. Og så åbner vi mere op for partnere, der kan komme ind,” sagde Klaus Holse november til Computerworld.