Vismas splinternye kæmpedomicil på 20.000 kvadratmeter i Carlsbergbyen i København er for alvor ved med at tage form.
Murene står færdige, bjælkelaget er lagt og tagkonstruktionen rejst.
Selvom bygningen ikke er indflytningsklar endnu, har bygherre, håndværkere, arkitekter og teknikerne og Visma fejret det første afgørende skridt i bygningsprocessen med et såkaldt rejsegilde, meddeler Visma til Computerworld.
Et rejsegilde markerer, at bygningen anses for at være etableret, selvom der stadig - som det også ses på billederne - mangler en del, før Vismas medarbejdere kan flytte ind.
Det nye danske hovedkvarter kommer til at samle alle Vismas selskaber i København og kommer til at have plads til 1.100 medarbejdere og 400 fleks-arbejdspladser.
Skal stå færdigt i foråret 2021
Bygningen har fået navnet Emil Christian Hansens Hus, og er det største erhvervsbyggeri i Valby i København i nyere tid.
Efter planen skal det stå færdig i foråret 2021.
Og det er næsten for længe at vente at dømme ud for den begejstring, som der ifølge Visma-direktør er i hele organisationen.
"Beslutningen om det nye hovedkontor har fået positiv modtagelse på alle niveauer i organisationen, og vi glæder os til, at ét samlet Visma bliver en realitet her i Carlsbergbyen. Derfor er det fantastisk, at vi i dag kan fejre en vigtig milepæl, som vi har set frem til længe," lyder det fra divisionsdirektør Carsten Boje Møller fra Visma Customs Solutions.
Købt op for milliarder af kroner
Den norske it-koncern Visma har i de seneste år haft vokseværk i Danmark.
Siden 2013 har selskabet købt kraftigt op i Danmark for milliarder af kroner.
I de senere år er Bluegarden, E-conomic, aarhusianske IMS, Logbuy, Martin Thorborgs Dinero, Proløn, Kapacity, Co3 og mange andre blevet hevet ind i folden.
Det ser ikke ud til at blive et problem at fylde de mange nye kvadratmeter i Carlsbergbyen.
I Danmark er antallet af medarbejdere hurtigt på vej mod at runde 1.000.
Derudover forventer Visma, at der med den fremtidige vækst vil følge mellem 300 og 500 nye medarbejdere i de kommende år.
Det nye hovedkontor spiller ifølge Visma en vigtig rolle i at samle de mange medarbejdere under et tag. Derudover skal de nye fysiske rammer i København også give plus på kontoen overfor nuværende og nye ansatte, lyder det.
"Med central placering i København og infrastruktur, der passer til både cyklister, bilister og kollektiv transport, giver Emil Christian Hansens Hus nye muligheder på rekrutteringsfronten," udtaler Carsten Boje Møller, der fortsætter:
"Samtidig får vi helt nye lokaler, hvor vi kan indrette os efter vores DNA og forskellige kulturer. Blandt andet kan vi skabe unikke miljøer, hvor kreativiteten og de skæve tanker virkelig kan udfolde sig, men også hvor der er plads til sociale aktiviteter og arrangementer på tværs, så vi bliver ét samlet Visma."
Det er planen at alle Vismas selskaber i København skal samles i den nye kontorbygning, hvilket blandt andet betyder, at Visma E-Conomic, Dinero og Dataløn om cirka et år vil få adresse i det nye hus.