Godmorgen til endnu en morgen-briefing her fra Computerworld, hvor du her får de tidlige it-nyheder.
Dagens nyhedsoverblik er sat sammen af Jakob Schjoldager.
Nyt Maersk-selskab er nyt skridt for digitalisering
Tirsdag kunne Maersk Tankers løfte sløret for et nyt digitalt selskab, der skal nedbringe CO2 udslippet hos moderselskabet.
Det kan du læse mere om her: Maersk Tankers stifter digitalt shippingselskab
Men det nye selskab har ikke bare betydning for Maersk. Ifølge Danske Rederier er det et bevis på, at shippingbranchen for alvor tager hul på digitaliseringen i disse år.
Det skriver Børsen.
"Jeg synes, at Maersk Tankers nye datterselskab er et godt eksempel på, at vi virkelig begynder at se nogle ryk inden for digitalisering i branchen," siger Asbjørn Overgaard Christiansen, innovationschef hos Danske Rederier til avisen.
Han peger samtidig på, at der er flere andre steder, hvor digitaliseringen for alvor kan slå igennem inden for shippingbranchen.
Datatilsynet flytter adresse
Fra 3. februar flytter Datatilsynet fra sit nuværende domicil midt i København til Valby.
Flytningen sker som et led i den såkaldte lokaletilpasning, som den forrige regering fremlagde. Planerne omfatter en række offentlige myndigheder og skal spare staten for 200 millioner kroner i lavere huslejeudgifter.
Hos Datatilsynet er flytningen dog ikke en spare øvelse. Her ser man nemlig frem til større lokaler efter GDPR trådte i kraft.
"Vi glæder os! Vi er blevet flere medarbejdere for at kunne løse de ekstra opgaver, vi har fået i forbindelse med databeskyttelsesforordningen, og derfor sidder vi meget tæt i vores nuværende lokaler. Et nyt domicil har længe stået på ønskelisten," lød det fra Cristina Gulisano, direktør i Datatilsynet, da planerne blev offentliggjort sidste år.
Datatilsynet kommer til at dele lokaler med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og forventer ikke, at det kommer til at få nogen betydning for kontakten med tilsynet.
500 millioner bruger Googles digitale assistent hver måned
Hver måned bruger knap 500 millioner mennesker verden over Googles digitale stemmeaktiverede assistent Google Assistent.
Det fortalte selskabet selv på den kæmpe konference CES, der løber af stablen i disse dage i las Vegas.
Det skriver Business Insider.
Søgegiganten gik ikke nærmere ind på, hvilke enheder Google Assistent bliver brugt på.
Der er dog stadig et stykke vej op til Amazon, der er den altdominerende konkurrent på markedet for stemmestyrede digitale assistenter. Selskabets smart-højtaler Amazon Echo sidder nemlig på hele 70 procent af markedet.
Elon Musk smider tøjet til Tesla-lancering
Tesla stifteren Elon Musk satte endnu engang ild til internettet, da han skulle lancere en ny Tesla i Kina.
Han dansede nemlig ind på scenen og smed jakken foran publikum, der var mødt op i salen.
Derefter delte han videoen af ham selv på twitter, der er set mere end 2,5 millioner gange.
"Jeg forsøger bare at øge min følgerskare på Pornhub," skrev Tesla-milliardæren til en af kommentarerne af den dansende topchef ifølge Reuters.
Musk er kendt for sine kontroversielle tweets, der tidligere har skabt kritik fra blandt andre de amerikanske handelsmyndigheder. Her finder du hele videoen.
Tidligere undervisningsminister stifter sit eget tech-rådgivningsselskab
Merete Riisager, tidligere undervisningsminister for Liberal Alliance, har stiftet sin egen virksomhed, det oplyser hun på LinkedIn.
Selskabet kommer til at hedde Scandinavian State of Mind og den tidligere minister kommer til at rådgive og holde foredrag om tech.
”Jeg kommer først og fremmest til at stikke næsen i projekter inden for tech og edu-tech. Foredrag og rådgivning er der også. Jeg har en bunke spændende kaffeaftaler i bogen,” skriver den tidligere minister på LinkedIn.