Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Vil du lykkes med innovation? Drop de fancy workshops og begynd at træne din hjerne i stedet

Klumme: Vi kan ikke forvente af vores hjerner, at de pludselig skal begynde at tænke i spændende nye kombinationer eller fuldstændig genopfinde vores forretningsmodel, hvis de ikke er vant til det. Hvis de ikke er i træning.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.

Næsten alle virksomheder i dag er bevidste omkring vigtigheden af innovation og løbende forretningsudvikling, men de er fanget i en fælde: Nemlig troen på, at innovationsworkshops eller brainstorm-sessions kan forløse det uudnyttede potentiale, som de nok godt ved, at de har.

Problemet er, at vores hjerne ikke blot kan sættes på ”vær kreativ mode”, når den ikke er vant til det.

Det gælder uanset hvor mange workshops eller seminarer, I afholder, og uanset hvor fancy modeller eller værktøjer, I tager i brug.

Du kan ikke bede din hjerne om pludselig at skulle være kreativ eller innovativ, for du arbejder fortsat med den samme hjerne, som i hverdagen er vant til at skulle sende e-mails, udfylde excel-ark eller løse andre driftsopgaver i 99 procent af tiden.

Vores hjerne er ikke meget anderledes end din krop, hvis du for en stund forestiller dig, at du er elitesportsudøver.

Du står foran at skulle præstere i en vigtig finale, og nu beder du så din krop om at levere sit ypperste.

Udfordringen er blot, at du op til finalen har foretaget dig alt andet end at dyrke din sport. Og derfor kan du ikke levere eller det, vi kalder toppræstere, under pres.

Hos den amerikanske flådes kommandosoldater, de såkaldte NAVY Seals, har man et berømt mantra, der i en lettere tilpasset form lyder:

“Under pressure, you don’t rise to the occasion, you sink to the level of training.”

Træning betyder alt

På samme måde er det med innovation og nytænkning. Vi kan ganske enkelt ikke forvente af vores hjerner, at de pludselig skal begynde at tænke i spændende nye kombinationer eller fuldstændig genopfinde vores forretningsmodel, hvis de ikke er vant til det. Hvis de ikke er i træning.

Jeg har skrevet en række bøger om det at innovere, og i forbindelse med én af bøgerne interviewede jeg den amerikanske forfatter og iværksætter Steven Kotler. I Kotlers inspirerende bog ”Stealing Fire” har han blandt andet studeret, hvordan alt fra top-iværksættere i Silicon Valley til NAVY Seals-soldater er i stand til at optimere, hvad de gør.

Én af hans vigtigste pointer i bogen er den, at vi ganske vist på et globalt plan opnår kæmpe fremskridt med alt fra kunstig intelligens til smart digitalisering, men at vi fortsat slet ikke udnytter teknologien i os selv –vores hjerne:

”Ecstatic technology isn't limited to silicon chips and display screens. As John Lilly's early research established, it's the knowledge of how to tweak the knobs and levers in our brain. When we get it right, it produces those invaluable sensations of selflessness, timelessness, effortlessness, and richness.”

Hjernen skal udfordres

Abraham Maslow blev berømt for at påpege, at hvis vi kun har en hammer til rådighed, så ligner alle problemer et søm.

Sådan er tilstanden i alt for mange danske virksomheder og kommuner, så når vi bliver bedt om at løse problemer eller endnu mere radikalt at skulle skabe innovation, så står vi med de konventionelle værktøjer, der skal hjælpe os i hverdagen til at løse problemer med e-mails, processer, excel-ark eller Intranet. Og det er slet ikke tilstrækkeligt.

Hvis vi i fremtiden vil innovere og skabe succesfulde produkter og løsninger, som måske endda kan blive vores nye cashcows, så skal vi i langt højere grad end tidligere begynde at træne vores hjerne til også at kunne performe på denne måde.

Det vil forudsætte, at vi bevidst udsætter hjernen for nye input, som den ikke får i forvejen, og at vi lærer den at tænke i kombinationer i langt højere grad end hidtil.

Nogle helt simple virkemidler til at gøre dette er at udskifte alt det, du læser i dag, med noget nyt.

Hvis du eksempelvis holder dig orienteret omkring erhvervslivet i Børsen, så dropper du at læse Børsen i 30 dage og læser i stedet Wired.com eller FastCompany.com.

Hvis du henter inspiration om din branche eller dit fagspeciale via LinkedIn-tråde og faggruper, så dropper du disse i 30 dage og googler i stedet området og finder ud af, hvad der foregår iblandt de otte milliarder andre mennesker i verden.

Begge eksempler viser, at det kræver en meget bevidst handling fra dig, for vi vil instinktivt falde ind i gamle vaner og læse de steder, vi tror, at vi bliver informeret godt. Problemet er imidlertid, at det gør vi sjældent.

Din vigtigste træningsopgave er således at erstatte alt det, du læser p.t., med noget radikalt nyt.

Når du gør dette, så lover jeg dig, at din verden vil åbne sig op og blive større.

Du vil begynde lettere at kunne tænke i kombinationer, når du altså gør dette konsekvent og over tid, for du træner din hjerne i at kunne noget, som den måske kunne engang, men som den er blevet for sløv og vaneagtig til at være i stand til p.t.

Når først hjernen kommer op i tempo med disse ting, så begynder den netop at blive meget mere innovativ – både til workshops, men i høj grad også i hverdagen. Og så opnår man den evne eller måske nærmere tilstand, som Steven Kotler omtaler med ordene:

”Be your best, when you’re at your worst.”

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.