Den danske vin-app Vivino har fyret sin amerikanske topchef Chris Tsakalakis, der fik knap halvandet i spidsen for virksomheden.
Det skriver erhvervsmediet Finans.
Ifølge Finans stoppede Chris Tsakalakis i selskabet ved udgangen af oktober. I stedet har den ene af selskabets stiftere, Heini Zachariassen, gjort et midlertidigt comeback som topchef hos Vivino.
En position som han i foråret 2018 ellers sagde farvel til og overlod til Chris Tsakalakis.
Bekræfter brud
I en besked til Finans bekræfter Heini Zachariassen skilsmissen med Chris Tsakalakis.
”Skilsmissen kommer efter grundig omtanke og overvejelser sammen med vores bestyrelse, som har bedt mig om at træde til som midlertidig adm. direktør,« skriver Heini Zachariassen i en besked.
Vivino har tidligere oplyst, at selskabet har omsat for en milliard kroner på salg af vin, men selskabet, der blev stiftet, i 2010 har stadigvæk ikke leveret et regnskab med sorte tal på bundlinjen. Alene i 2018 havde selskabet et underskud på 50,7 millioner kroner.
En vin-tjeneste for normale mennesker
Både Heini Zachariassen og hans medstifter Theis Søndergaard har en fortid i det danske it-sikkerhedsfirma Bullguard, og Heini Zachariassen har tidligere fortalt i et interview med Computerworld, at han dengang ikke var nogen større vinkender.
Målet med Vivino var derfor heller ikke at skabe en vin-app for eksperter. Vivino skulle derimod være en "wine-app for normal people”.
"Jeg husker, at jeg selv har stået i Bilka og kigget på en kæmpe væg med vinflasker. Det oplevede jeg faktisk som en smule intimiderende, og jeg tænkte, at det kunne være fantastisk, hvis nogen kunne hjælpe mig med at få mig noget reel viden om det her. Supermarkederne kunne sælge mig, hvad som helst, og det gjorde de formodentligt også," sagde han til Computerworld i 2014.
Læs hele interviewet her
Dansk firma er en kæmpe-succes i Silicon Valley: Elsker at brænde masser af penge af