Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Hele organisationen er indkaldt til ølkassemøde. En time i kantinen stående på stive ben. Den øverste direktør fremlægger den nye strategi, som alle skal arbejde efter i det nye år.
Det handler om, hvordan vi i 2020 skal tage ansvar, gøre os umage og sætte barren højt.
Hvordan vi skal være nysgerrige, have blik for den strategiske kontekst og anlægge et langsigtet perspektiv … og cirka her opdager du, at dit mentale HFI-relæ er slået fra og du ikke hører efter mere:
Faktisk anede du ikke, at 2019 åbenbart var et år, hvor I ikke tog ansvar, ikke gjorde jer umage, kun tænkte kortsigtet….og hvornår er barren i øvrigt sat højt, og hvornår er glasset halvt tomt, og hvad er en strategisk kontekst egentlig for en fisk?
Ovenstående scenarie er en klassiker.
Varm luft optræder i de fleste organisationer. Og det gør løvebrølslogik også.
Lær at genkende løvebrølslogik
Du kan genkende løvebrølslogik på, at den gerne er fremtidsoptimistisk samtidig med, at den ikke relaterer til noget, der er anderledes næste år sammenlignet med situationen i år.
Lad os se på et par simplificerede eksempler, der forekommer regelmæssigt omend i mere raffineret og detaljeret form i den virkelige verden.
Først et eksempel relateret til erhvervslivet:
1: Vi trænger til mere omsætning.
2: Jeg foreslår, vi omsætter for noget mere næste år.
3: Det er da det vi gør!
Der er sjovt nok klare paralleller til livsstilsændringer:
1: Jeg trænger til at tabe mig.
2: Jeg tænker 1. januar vil være en god startdato.
3: Jeg har en plan!
I den virkelige verden er løvebrølslogik noget vanskeligere at genkende end i eksemplerne, fordi den er pakket ind i positivt ladede ord og strategi, og samtidig er det noget, vi gerne vil høre. Og gerne vil tro. Fordi det er positive budskaber. En ”løsning”. Py-ha.
Lyt efter fraværet af ændringer - det kan du træne dig til
Det, du skal lytte efter, er fraværet af ændrede præmisser.
At lytte efter fravær er en træningssag. Men det kan heldigvis læres, og så snart du kender løvebrølslogikkens natur, er du godt på vej til kritisk lytning.
Det korte af det lange: Når nogen forventer, at situationen er mere gunstig i Q2 end i Q1 uden samtidig at fortælle, hvad der er anderledes i Q2, så er det tid til en kop konfrontationskaffe.
For løvebrølslogik er skadelig for organisationen, hvis der ikke er nogen, der orker at sige fra, tage ansvar og spørge ”Og hvad får dig lige til at tro, at det kommer til at ske”?
Dit mentale HFI-relæ vil typisk også slå fra, når du ser en dagsorden for næste ledermøde med punkterne:
1: Hundepolitik på kontoret.
2: Åbningstider i fredagsbaren kl 14, 15 eller 16?
3: Politik for tildeling af parkeringspladser.
4: Flere veganske dage i kantinen.
5: Eventuelt
Her må du igen hoppe ud i det og invitere til konfrontationskaffe - spørge dig selv og dine omgivelser: Er vi nu også helt sikre på, at vi har fokus det rigtige sted?
For det betyder noget, hvad vi beskæftiger os med. Heldigvis.
Det er derfor, vi ikke bare flyder rundt med strømmen, men faktisk er i stand til at gøre en forskel, sætte retning og bygge forretning.
Og nu spørger du måske dig selv, hvorfor jeg ikke vælger det mere hyggelige og opbyggelige ord dialogkaffe?
Det er fordi, at det sjældent er super populært at sætte spørgsmålstegn ved positive fremtidsfantasier eller forholde sig kritisk til dagsordenen på ledermødet.
Men realisme, mod og kritisk sans er - sammen med gå-på-mod og flid - vigtige ingredienser til at opretholde virksomhedens og organisationens sundhedstilstand.
Vi har alle sammen et ansvar. Også du og jeg.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.