Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Der er ikke noget værre end at hyre en håndværker, der siger ja tak til opgaven, og når han så er færdig, er arbejdet udført forkert, for dårligt, eller han er ikke blevet helt færdig.
Det kender I sikkert mange af jer, og efterhånden er definitionen på en god håndværker blevet: At han tør sige nej tak, hvis han har for travlt eller ikke formår at løse opgaven. Det har vi respekt for – og vi får en opfattelse af ham som ærlig og fokuseret på kvalitet.
Når vi nu kan respektere vores håndværkere – og sikkert også mange andre fagfolk – for at sige nej tak, hvorfor pokker er det så så svært for os i it-branchen at sige nej og blive respekteret for det?
Jeg ved ikke, om I kender situationen
Man er projektleder eller scrum master på et nyt it-udviklingsprojekt og modtager beskrivelser af user stories fra forretningen, som er overfladisk formuleret, uklare og derfor ikke-testbare eller i det hele taget brugbare.
Det vil sige, at man ikke på nogen måde kan levere kvalitet i udviklingsarbejdet med det udgangspunkt, og hvis man forsøger at presse afklaringsarbejdet ind i projektet for at hjælpe forretningen med at udforme nogle mere brugbare user stories, så skrider tidsplanen og derved økonomien i projektet.
Og man får sin røv på komedie.
Så hvorfor i alverden siger man så ikke nej og sender user stories direkte tilbage i hovedet på forretningen?
Eller tilbyder at hjælpe forretningen under forudsætning af, at der bliver afsat den nødvendige tid og penge til ekstraopgaven? Hvorfor er vi så bange for ordet ”nej tak”?
Måske tænker vi, at det er vigtigt, at vi hjælper hinanden. Samarbejde er en vigtig værdi – det er jo indkodet i os – og så kan man ikke bare sige nej.
Men i virkeligheden hjælper vi hinanden bedre ved at stå ved, hvad vi mener og sige nej tak.
Som at slå i en dyne
Jeg gør det… altså siger nej tak… når jeg bliver hyret ind i projekter som projektleder eller scrum master, og user stories ikke er gode nok.
Jeg bliver ikke populær, for jeg er jo på tværs.
Også selvom jeg ledsager mit nej med en klar og diplomatisk begrundelse (det synes jeg i hvert fald selv) over for forretningen og ledelsen, så de kan forstå mine synspunkter.
Men det er ofte som at slå i en dyne, og det har flere gange kostet mig jobbet. Men jeg står fast og ærgrer mig på sidelinjen, når jeg senere hen ser, at projektet skrider – ofte med op til flere år og en dertilhørende belastning på virksomhedens bundlinje. Eller ender med at blive skrottet som ubrugeligt.
Jeg forstår sådan set godt, at fastansatte projektledere og scrum mastere har svært ved at sige nej og stå imod, når deres nej ikke bliver godtaget.
Der er meget på spil for dem. De kan jo miste deres arbejde. Men jeg håber, at I forsøger derude.
Og at jeres ledere i forretningen vil lytte til jer, tage jer alvorligt og have mod til at allokere flere forretningsmæssige ressourcer eller mere tid og penge til projektet uden at være bange for, hvad der sker, hvis de gør det. Alternativet er meget værre for dem selv – og dyrere.
Tre gode råd
1) Sørg for at etablere nogle KLARE spilleregler i jeres projekt for eksempel via ”Rules of engagements”.
2) Lav aftaler om, hvordan kravene skal specificeres for eksempel ved brug af INVEST-modellen.
3) Vær modig og tro på, at projektet i sidste ende får større gavn af, at I siger NEJ TAK, frem for blot at lade stå til.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.