Det er nemt at overse hvor enorm en pakke af indhold Activision årligt formår at servere med deres Call of Duty-serie. Det der engang startede som en serie med primær fokus på solo-oplevelser, fandt først rigtigt fodfæste da den på det nærmeste revolutionerede de digitale multiplayer-slagmarker og siden har det været fuld fart frem hvert år.
Det seneste kapitel er ikke nogen undtagelse, og uanset hvad man synes om de enkelte komponenter der udgør helheden, kommer man ikke uden om at der serveres en enorm pakke indhold, hvor hver del nærmest kunne have været dens egen udgivelse.
Det starter alt sammen med solo-kampagnen som igen udgør en stor del af oplevelsen, efter at være blevet sat på sidelinjen i sidste års udgivelse. Som man kender det fra serien, bydes her igen på en sammenhængende historie der opleves fra synspunktet af flere forskellige personligheder der alle kæmper på samme side.
Historien kaster om sig med dramatiske situationer, men formår med overbevisende sikkerhed også at justere tempoet i de forskellige missioner. Således at der både er blevet tid til dramatiske scener hvor spændingen trækkes ud, samt actionsekvenser så bombastiske at de kunne være hevet direkte fra en af Michael Bays bedste 90’er eskapader.
Det er også tydeligt at der er blevet brugt flere kræfter på det digitale skuespil, og trods at de fleste af hovedpersonerne sjældent rummer særlig stor dybde, imponerer skuespillet ofte og sælger den tynde historie bedre end man skulle have troet mulig.
Uanset dens kvaliteter er det dog svært at komme uden om at solo-kampagnen for de fleste af seriens fans, vil fungere som en pauseskærm mens de venter på den næste multiplayer-kamp med vennerne.
På multiplayer-siden er Modern Warfare således delt sådan op at der både er en sektion til co-op, hvor man altså kan spille sammen vennerne mod digitale modstandere, og ren multiplayer hvor det i stedet er menneskelige modstandere man kan kæmpe mod.
Og nyhederne er allerede at finde første gang det hele startes op. Ground War er den største og mest omtalte tilføjelse, hvor op til 64 spillere kan gå i flæsket på hinanden i noget der ønsker mest muligt at minde om Call of Duty-konkurrenten Battlefield. Spiller-antallet er dog ikke nok til at gøre en reel forskel, og i stedet ender det hele derfor med at være en voldsom kaotisk omgang digital krig, hvor farten og særligt banerne ikke er tunet særlig godt til det store antal spillere.
Derfor er det i stedet den nye spilmulighed ”Realism” der ender med at være den sjoveste nye tilføjelse, fordi tempoet her er sat ned og de visuelle hjælpemidler nærmest er ikkeeksisterende. Den slags småjusteringer skulle man ikke tro ville gøre en voldsom forskel, men alligevel formår ”Realism” at være både fængende og tilpas anderledes end hvad der ellers findes i pakken, til at det faktisk bliver noget man vender tilbage til.
Det samme kan desværre ikke siges om co-op mulighederne, som her udgøres af fire missioner for op til fire spillere på samme hold. Disse missioner består af et par simple baner, hvor et uendeligt antal fjender af forskellig slags bliver ved med at vælte frem, indtil man ikke længere kan nå at skyde dem. Sværhedsgraden er skyhøj og kan af uransagelige årsager ikke justeres.
Co-op komponenten virker med andre ord på nuværende tidspunkt som en gang ideforladt venstrehåndsarbejde, som nærmest kun tilføjer negativt til helhedsoplevelsen og det er ærgerligt når potentialet er så stort.
Har man planer om at købe det nyeste Call of Duty for at nyde multiplayer-oplevelsen, bør det derfor være for at bruge tid på de klassiske muligheder, som også her er lige så velfungerende som man normalt kan forvente det af serien – dog desværre med en undtagelse.
Baneudvalget og designet af disse er langt fra seriens bedste og er i denne ombæring endt med enormt mange muligheder for at gemme sig i kroge og hjørner, hvilket betyder at det allerede på nuværende tidspunkt er blevet enormt populært at blive de samme steder på banerne og vente på at kampene, frem for selv at opsøge dem.
Det er alt sammen noget der kan justeres over tid, men som det er nu går det både ud over farten, intensiteten og balancen i en serie der ellers historisk har slået sig an på klippsolide multiplayer-muligheder.
Det er lidt overraskende at Modern Warfare ikke har styr på detaljerne, for det meste af indholdet er velkendt, mens selv de nye tiltag er variationer af hvad man har kunne opleve tidligere i serien.
Mange kræfter er efter udgiverens eget udsagn blevet brugt på den nye, underliggende teknologi og spillet ser da også bedre ud end nogensinde tidligere, samtidigt med at det velkendte Call of Duty-feal er intakt. Om det er arbejdet med denne teknologi der også har snuppet noget af fokusset fra selve spilbarheden skal jeg lade være usagt, men helt skarpt er Modern Warfare endnu ikke.