Forbrugere skal i fremtiden kunne se, om danske virksomheder har en god it-sikkerhed.
Det skal ske med et såkaldt it-sikkerhedsmærke, som Erhvervsministeriet præsenterer torsdag.
"Vi lever i en digital tidsalder, hvor ansvarlig omgang med data er en utrolig vigtig dagsorden, fordi vi hele tiden sætter digitale spor og afgiver mange former for data. Derfor er det vigtigt, at forbrugerne kan føle sig trygge ved den måde, virksomheder behandler deres personlige data på," lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse.
Mærkningsordningen skal både vise forbrugerne, hvor de trygt kan opbevare deres data.
Desuden skal det hjælpe med at gøre it-sikkerhed til et konkurrenceparameter for danske virksomheder.
Derfor bliver det nye it-sikkerhedsmærke også budt velkommen hos både Dansk Industri og Dansk Erhverv.
Ny ordning skal styrke tilliden
Administrerende direktør hos Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, mener man, at den nye mærkningsordning vil bidrage til at flere virksomheder kommer til at hæve it-sikkerhedsniveuet.
"Det skal styrke tilliden, og ultimativt gøre it-sikkerhed til en dansk styrkeposition. Mærket skal være med til at gøre it-sikkerhed til noget, man arbejder praktisk og helt konkret med, uanset udgangspunkt og forudsætninger," udtaler Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, i meddelelsen.
Læs også: Ny mærkningsordning for god it-sikkerhed kan være på vej
Også hos Dansk Industri glæder man sig over det nye markat til danske virksomheder.
"Borgerne efterspørger og har krav på at virksomhederne behandler deres data ansvarligt og sikkert. Mærkningsordningen vil hjælpe virksomhederne og samtidig skabe større efterspørgsel efter digital ansvarlighed. Tillid til data kan blive en vigtig konkurrencefordel for Danmark," siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.
Ordningen bliver administreret af Dansk Erhverv, Dansk Industri sammen med Erhvervsstyrelsen og SMVdanmark.
Desuden kommer Forbrugerrådet Tænk til at blive en del af den kommende bestyrelse.
18 millioner kroner
Udover den nye ordning følger der 18 millioner kroner med til at styke den digitale sikkerhed blandt danske virksomheder.
Pengene skal blandt andet hjælpe projektet med at blive søsat, og sikre at virksomhederne lever op til kravene i fremtiden.
"Ambitionen er at give et meget tiltrængt og solidt løft af it-sikkerhed i erhvervslivet i bredeste forstand, styrke tilliden, og ultimativt gøre it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse til en dansk styrkeposition," lyder det fra Janus Sandsgaard, fagchef for IT og digitalisering i Dansk Erhverv i meddelelsen.
Forslaget om en mærkningsordningen kommer fra regeringens Virksomhedsråd, og blve foreslået under den forrige regering.