Godmorgen og velkommen til torsdagens morgen-briefing.
Der er nok at se til i dagens nyhedsoverblik så lad os komme i gang.
Alibaba undviger 300 millioner hacker-angreb hver dag
Hver dag bliver den kinesiske teknologigant Alibaba udsat for 300 millioner hacker-angreb.
Det melder Alibabas grundlægger og direktør Jack Ma, ifølge CNBC, på Forbes' globale CEO-konference i Singapore.
"Alibaba Group har over 300 millioner. forsøg på hackerangreb hver eneste dag, men vi håndterer det og oplever ingen problemer," sagde han på konferencen.
Netcompany-stifter, erhvervsboss og fagforening foreslår digitalt kørekort i Danmark
Det er afgørende at have forståelse for it i et moderne samfund.
Derfor bør staten tilbyde alle over danskere 18 år et digitalt kørekort.
Sådan lyder det i fælles debatindlæg i Børsen fra Dansk Erhverv-direktør Brian Mikkelsen, Kim Simonsen, formand for fagforeningen HK, samt André Rogaczewski, topchef og stifter af Netcompany.
"Alle danskere over 18 år skal have gratis adgang til et nyt nationalt, statsejet uddannelsesprogram, der styrker grundlæggende digitale kompetencer og giver en stærkere forståelse for digitalt design, data og programmering. Et digitalt kørekort delt op i moduler, som man kan tage online," står der blandt andet i debatindlægget.
Danmarks Domstoles centrale database er oppe igen efter nedbrud
Danmarks Domstoles centrale database for DSI-systemer, der er retternes sagsbehandlingssystem i straffe- og skiftesager, er oppe at køre igen, efter databasen mandag 14. oktober gik ned i forbindelse med en systemopdatering.
Opdateringen resulterede i lange svartider og utilgængelighed i systemerne.
I en meddelelse på domstol.dk bliver det gjort klart, at databasen nu er tilgængelig igen.
"Fejlen har primært ramt straffesystemet, i hvilket det har betydet midlertidige forsinkelser i sagsgange, herunder dokumentudveksling. Domstolsstyrelsen formoder, at fejlen nu er rettet, og retterne kan igen anvende DSI-systemerne," står der i meddelelsen.
Danske Unwires løsning vinder amerikansk innovationspris
Den danske fintech-virksomhed Unwires løsning har vundet American Public Transportation Associations (APTA) innovationspris for 2019. Prisen blev uddelt på APTA’s årlige Transform-konference i New York.
Det oplyser Unwire i en meddelelse til Computerworld.
Prisen er uddelt til Dallas Area Rapid Transit (DART) og selskabets GoPass mobil app, som er baseret på Unwires Mobility-platform.
DART GoPass-appen er den første mobile løsning i USA, der anvendes af flere trafikselskaber på tværs af forskellige transportformer.
"Vi er stolte over, at DART med GoPass-appen er blevet anerkendt af APTA. Anerkendelsen afspejler i høj grad den kreativitet, som Unwire har leveret til DART både med vores team og med vores Mobility platform," lyder det i meddelelsen fra Jesper Thor Rasmussen, administrerende direktør for Unwire.
3: Socialt medie buldrer frem blandt danske børn
Det sociale medie TikTok har i de seneste år vundet indpas blandt børn og unge over hele verden, og i det seneste halve år har rekordmange danske børn taget app’en til sig.
På Tiktok deler børn korte videoer af sig selv, hvor de danser og synger med på brudstykker af sange.
I sommers gik brugen af app’en amok. Det viser en opgørelse fra teleselskabet 3.
I sommeren 2018 var TikTok, der tidligere hed Musical.ly, end ikke på topti over de mest populære apps, men en i år ser billedet noget anderledes ud.
TikTok har de seneste måneder ligget nummer otte på listen over apps med flest antal brugere og nummer tre, når det gælder dataforbrug.
Nogle dage genererer app’en endda mere trafik end YouTube og bliver kun overgået af Netflix.
3 har trukket tal fra netværket i perioden 1. til 30. september 2019 samt 1. juli til 18. august 2019, som er sammenlignet med perioden 2. juli til 19. august 2018.
USA har udført cyber-angreb mod Iran
USA gennemførte et cyber-angreb mod Iran i september.
Angrebet skal ses som et svar på de angreb mod saudiarabiske olieanlæg 14. september, som USA beskylder Iran for at stå bag.
Det skriver Reuters.
Angrebet havde til formål, at indskrænke den iranske regerings muligheder for at sprede propaganda.
Q Nation åbner kontor i Aarhus
Q Nation, der arbejder med test- og kvalitetssikring af software, udvider nu forretningen ved at åbne et kontor i centrum Aarhus.
Virksomheden, som blev stiftet i 2017, vil ligesom fra det københavnske kontor tilbyde virksomheder og organisationer rådgivning, undervisning og konsulentydelser inden for test og kvalitetssikring af software.
Det skriver selskabet i en meddelelse til Computerworld.
"Vi har en model, hvor vi udelukkende beskæftiger os med senior konsulenter, som har det teoretiske fundament på plads, og samtidig mangeårig 'hands-on'-erfaring kombineret med, at vi har en enkel struktur for både vores medarbejdere og kunder. Det giver os den klare fordel, at der altid kan træffes en beslutning med det samme. Det er logisk for os at bringe denne model til det arhusianske," lyder det i meddelelsen fra Nikolaj Langkilde, direktør for Q Nation.
Q Nation har 35 fuldtidsansatte.