Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Dansk booking-side solgt til Airbnb / Franske tv-stationer klar med konkurrent til Netflix / E-boks vinder kontrakt om digitalpost i Grønland

Dansk booking-side solgt til Airbnb. Franske tv-stationer klar med konkurrent til Netflix. E-boks vinder kontrakt om digitalpost i Grønland. Google-chef langer ud eftersøgemaskine-manipulation. Aura lancerer nyt fiber-selskab.

Godmorgen og velkommen til endnu en uge hos Computorworld, der som altid lægger fra land med en morgen-briefing.

Vi begynder dagens overflyvning af korte it-nyheder hos udlejningtjenesten Airbnb.

Dansk booking-side solgt til Airbnb

Den amerikanske udlejningstjeneste Airbnb har nemlig købt den danske booking-side for mødelokaler gaest.com.

Det skriver erhvervsmediet Finans

De to parterne oplyser ikke hvad købsprisen har været for den danske side, der blev lanceret i 2015 og har 17.000 lokaler til leje i 17 lande.

“Vi er spændte på at blive en del af et af verdens mest innovative selskaber og blive en integreret del af deres mission om at gøre det lettere for erhvervsfolk at føle sig hjemme på arbejdet,” udtalte Anders Mogensen, direktør for Gaest.com og en af de to oprindelige stiftere ifølge Finans.

Franske tv-stationer klar med konkurrent til Netflix

Europa kan få sin første seriøse udfordrer til den amerikanske streaming-gigant Netflix.

Flere franske tv-stationer er nemlig på trapperne med en konkurrent til den altdominerende streaming-tjeneste.

Det skriver Finans.

De franske tv-stationer Pubcaster France Televisions, M6 og TF1 har nemlig fået grønt lys fra de franske konkurrencemyndigheder til at gå i luften med en streaming-tjeneste, der kommer til at gå under navnet Salto.

"Vi kan endelig opbygge det franske team, som vi så længe har ønsket os. Lanceringen af platformen vil snart give os midlerne til at kunne konkurrere med de store internationale spillere på markedet," sagde Delphine Ernotte Cunci, der er administrerende direktør for France Televisions, i en offentlig udtalelse ifølge erhvervsmediet.

Saltos ventes at blive lanceret allerede i begyndelse af 2020.

E-boks vinder kontrakt om digitalpost i Grønland

Det grønlandske Selvstyre har valgt e-boks som leverandør til at levere digital post til grønlænderne, når de skal i kontakt med offentlige myndigheder.

”Vi er rigtig glade for, at Grønlands Selvstyre har valgt e-Boks som leverandør af offentlig digital post. e-Boks har opbygget en mangeårig erfaring som samarbejdspartner for det offentlige i Danmark, og vi kender til både de muligheder og udfordringer, der ligger i at skulle digitalisere kommunikationen mellem myndigheder og borgere. Den viden er brugbar for mange andre lande, som nu tager fat på lignende opgaver, siger Ulrik Falkner Thagesen i en pressemeddelelse.

Leverandøropgaven i Grønland er den anden for E-boks uden for Skandinavien. Selskabet er allerede tilstede i Irland og satser på endnu flere kunder uden for de tre Skandinaviske lande.

Google-chef langer ud efter søgemaskine-manipulation

Google i Danmark langer ud efter flere virksomheder, som selskabet mener manipulerer med søgemaskine-virksomhedens kerneforretning.

“Der er mange helt legale måder at gøre sig selv mere synlig på Google, men det her er en uærlig og manipulerende måde at fremme sin forretning på. Vi lever af at formidle troværdig information, så vi er i et konstant våbenkapløb for at slå ned på dem, som forsøger at manipulere søgemaskinen. Blandt andet ændrer vi algoritmerne flere gange om dagen, for at komme snyd til livs,” siger Christine Sørensen, Googles politiske chef i Danmark til Politiken.

Kritikken fra Googles danske chef kommer efter, at det er kommet frem, at nogle virksomheder bruger såkaldte linkbuilding-artikler til at få deres hjemmeside højere op i Googles søgeresultater.

Hun kalder det både uærligt og manipulerende, når virksomheder forsøge at snyde Google søgeresultater.

Aura lancerer nyt fiber-selskab

Den danske energivirksomhed Aura lancerer et nyt selskab, der skal leverer fibernet til sine danske kunder.

Navnet på det nye selskab bliver Kazoom og målet er at levere fibernet til lavpris, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

”Aura er et andelsselskab, og et af vores vigtigste strategiske fokusområder er at skabe værdi til ejerne. Det har vi gennem en række år udmøntet ved at etablere fibernet i praktisk taget hele vores markedsområde, og vi har gennem mange år tilbudt en bred portefølje af Waoo produkter til vores kunder. Det tager vi nu et skridt videre og tilbyder de af vores andelshavere, der ønsker det, et seriøst lavprisprodukt, der har fokus på enkelthed, pris og hastighed," siger Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i Aura koncernen ifølge meddelelsen.