To udlejere af DVD-film via nettet, Digitarian og DVDzone, bliver nu til ét selskab og fortsætter under navnet Digitarian.
Dermed mener Digitarian, som samlet råder over 3.500 filmtitler, at være den største online-udlejer i Danmark.
Ejeren af DVDzone er selskabet Freeway, som også står bag Dating.dk.
Medstifter af Digitarian, Lasse Jensen, forklarer, at Freeway har købt en række aktier i Digitarian, mens Digitarian har købt indholdet i DVDzone. Hvad det har kostet de enkelte selskaber, vil han ikke afsløre.
- Det er en fusion, hvor vi overtager driften, mens Freeway fortsætter i ejerkredsen, ligesom selskabet skal tage sig af en del af markedsføringen, siger han.
DVDzone-webstedet er allerede nedlagt, og man fortsætter med Digitarians navn og websted, som for nylig fik en udmærkelse for brugervenlighed i Berlingske Tidende.
Lasse Jensen skønner, at selskabet med sammenlægningen står for 90 procent af online-filmudlejningen i Danmark. Han har dog ikke umiddelbart noget bud på, hvor stor omsætningen er for branchen samlet set.
Konceptet vil fortsat være, at medlemmer af Digitarian for et fast månedligt beløb på 199 kroner kan leje et ubegrænset antal film, dog kun to af gangen.
Administrerende direktør i den nye virksomhed bliver Arican Wegter, der er en anden af medstifterne i Digitarian.
Freeway har for nylig også kastet sig over bredbånds-telefonimarkedet med opkøbet af en del af det lille Viborgselskab Telefin.