Norske Telenor, der er et af de største teleselskaber i Danmark, har siden slutningen af juli bortvist en chef og tre sælgere i Danmark.
Det sker som følge af, at flere kunder er blevet narret til at betale for flere abonnementer, end de har behov for, samt kriminelle grupper har fået udleveret et ukendt antal dyre telefoner, sim-kort og andet udstyr.
Det er sket ved hjælp af falsk billed-id.
Det skriver Ekstra Bladet, der også beskriver, hvordan Telenors egne undersøgelser har vist, at det er personer fra Rumænien, der har haft et tæt samarbejde med de pågældende Telenor-medarbejdere.
Læs også: Tjek tallene: Så mange GB downloader danskerne hver måned
Flere butikschefer er suspenderet
Det store fupnummer tager sit udspring i Bilka i Hundige, hvor Telenor har lejet sig ind.
Her har flere af de pågældende medarbejdere over for ledelsen erkendt, at de igennem længere tid har overtrådt selskabets regler for brug af billed-id, ligesom de også erkender systematisk at have solgt abonnementer ved at udnytte uvidenhed hos ældre og svage kunder.
Ifølge Ekstra Bladet er teleselskabet nu ved at undersøge om lignende fupnumre har fundet sted andre steder på Sjælland.
Det har resulteret i, at yderligere to Telenor-butikschefer på Sjælland er blevet er suspenderet, ifølge Ekstra Bladets kilder.
Læs også: Telenor og Telia går i luften med 5G-netværk i Danmark: Her er de første master