Med en pris på 547 millioner kroner til den amerikanske leverandør Epic havde Sundhedsplatformen med længder den dyreste indkøbspris af af EPJ-systemerne i Danmark, men udgifterne fortsætter med at stige i it-afdelingen i Region Hovedstanden.
Arbejdet med at indføre Sundhedsplatformen begyndte i 2013, men siden er den årlige udgift til it-afdelingen i Region Hovedstaden steget med 280 millioner kroner til 1.546 millioner kroner i 2019.
Det er en stigning på 22 procent.
I den samme periode er lønudgifterne til de ansatte i it-afdelingen steget med 60 procent, hvilket svarer til 213 millioner kroner om året.
Det skriver Politiken.
Regionsdirektør i Region Hovedstaden, Svend Særkjær, påpeger over for Politiken, at det kun er en fjerdedel af udgifterne i it-afdelingen, der går til Sundhedsplatformen, men han erkender samtidigt, at Sundhedsplatformen næppe kommer til at opfylde de besparelser på it-driften, som oprindeligt var tiltænkt.
"Når det er sagt, så har vi fokus på stigende it-udgifter," siger han til avisen.
Læs også: Sundhedsminister sætter pris på udskiftning af Sundhedsplatformen: Vil koste næsten tre milliarder
Det kostede EPJ-systemerne i andre regioner
Mens Region Hovedstaden, som nævnt, alene for anskaffelsen af Sundhedsplatformen betalte 547 millioner kroner til Epic, så har to andre af landets fem regioner betalt væsentligt mindre for anskaffelserne af Danmarks andet EPJ-system, Columna.
Columna leveres af aarhusianske Systematic.
For anskaffelsen af Columa betalte Region Syddanmark 170 millioner kroner, mens Region Nordjylland betalte 58 millioner kroner, ifølge Politiken.
Region Midtjylland bruger også Columa, mens Region Sjælland bruger Sundhedsplatformen ligesom Region Hovedstaden.
Læs også: Regioner udskyder opdatering af Sundhedsplatformen