Godmorgen.
Her kommer dit daglige nyhedsfix fra Computerworld.
Vi starter med historien om, at de danske bankers satsning på investeringsrobotter kun har resulteret i en begrænset udbredelse hos kunderne.
Få bruger Nordeas investeringsrobot Nora
Sidste år begyndte Nordea at anvende investeringsrobotten Nora, der skal gøre det muligt for bankens kunder at investere deres opsparing i fem forskellige fonde.
Indtil videre er det dog ifølge Børsen kun få bankkunder, der har ønsket at lege med Nora.
Ifølge avisen har kunderne blot investeret 69,8 millioner kroner via robotten, hvilket er forsvindende lidt sammenlignet med de 167 milliarder kroner som Nordea Invest forvalter.
"Man må jo gå ud fra, at der ligger nogle ambitioner bag at lancere sådan et produkt. Så jeg kan ikke forestille mig, at det her niveau er tilfredsstillende," siger investeringsrådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen til Børsen.
Flere andre danske banker taget lignende robotter i brug. Danske Banke lancerede som den første danske bank i 2017 robotten June, mens Jyske Bank har robotten Munnypot og Bankinvest har løsningen Darwin.
Danske banks robot June har ifølge Børsen størst medvind og forvalter i øjeblikket 878 millioner kroner, mens Munnypot og Darwin blot forvalter henholdsvis 32 og 97 millioner kroner.
Facebook på vej med ny tv-hardware: Vil samarbejde med streamingtjenester
En ny tv-enhed fra Facebook kan være på vej. Det skriver det amerikanske tech-medie The Information.
Ifølge mediet vil den nye enhed gøre det muligt at lave videoopkald fra et tv.
Men det vil tilsyneladende også blive muligt at streame film og video fra den. For ifølge The Information har streamingtjenester og indholdsproducenter som Netflix, HBO, Amazon og Hulu modtaget henvendelser fra Facebook, der ønsker at få tjenesterne med ombord på den nye hardware.
Apple tæt på at bryde kursbarriere
På fredag er det år siden, at Apple som det første selskab i verden ramte en værdi på 1.000 milliarder dollar.
Efterfølgende er Apple dog igen faldet under den skelsættende værdi, mens Microsoft har passeret grænsen og er i dag verdens mest værdifulde selskab.
Apples seneste kvartalsregnskab er dog blev så positivt modtaget af aktiemarkederne, at Apple ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag igen flirtede med at passere kursbarrieren på 1.000 milliarder dollar.
Kvartalsregnskabet fra Apple viste blandt andet, at den amerikanske gigant trods et faldende iPhone-salg har oplevet massiv fremgang for sine digitale tjenester og de såkaldte wearable-produkter.
Spotify har succes med podcast-satsning
Antallet af folk, der lytter til podcasts via Spotify er blevet fordoblet siden starten af året.
Det skriver den amerikanske avis Wall Street Journal på baggrund af Spotifys kvartalsregnskab.
Fremgangen i lyttertallene antyder dermed, at Spotifys seneste opkøb af podcast-selskaber begynder at give pote.
Tidligere på året opkøbte Spotify podcastporducenten Gimlet Media, og derudover har Spotify også opkøbt podcastværktøjet Anchor og podcastnetværket Parcast.
Om dagen i dag:
I dag er det 38 år siden, at musik-tv-stationen MTV gik i luften for første gang.
MTV blev i 80’erne og 90’erne en helt central del af populærkulturen, og tv-stationen skabte et gennembrud for musikvideoen som genre. I dag er MTV dog blot en skygge af sig selv, og det skyldes blandt andet den hårde konkurrence fra internettet, hvor musikvideoer i dag først og fremmest afspilles via Youtube.
Den første video, der blev afspillet på MTV var i øvrigt Video Killed The Radiostar med The Buggles.