Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Danske webshops kaster sig over fysiske butikker / Rapport konkluderer: "Antallet af væsentlige cyberangreb har fundet et stabilt leje" / Reklamer på vej i Instagram / Facebook kan have knap fem milliarder døde brugerprofiler i 2100

Danske webshops kaster sig over fysiske butikker. Rapport konkluderer: "Antallet af væsentlige cyberangreb har fundet et stabilt leje". Reklamer på vej i Instagram. Facebook kan have knap fem milliarder døde brugerprofiler i 2100. Danskerne holder fast på gamle tv-vaner.

Godmorgen.

Her kommer ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld.

Vi begynder denne morgens nyhedskavalkade med danske webshops, der i stigende grad er begyndt at se sig om efter butikslokaler.

Danske webshops kaster sig over fysiske butikker

Flere og flere webbutikker vil gerne have en god inden for i den fysiske verden.

Det skriver Børsen i morgenens avis.

"Det er en stor trend, som vi er begyndt at se i Danmark. Det har været på vej i udlandet længe, men nu er rigtig, rigtig mange danske onlinebutikker også begyndt at gå offline," lyder det fra Dorte Wimmer, der er detailhandelsekspert hos Retail Institute Scandinavia, til Børsen.

Danske Internethandel (FDIH) oplyser samtidig til Børsen, at mange af dets medlemmer i de seneste to år er begyndt at se et behov for at åbne fysiske showrooms.

Nethandlen udgør i dag omkring 15 procent af det samlede detailsalg ifølge Retail Institute Scandinavia. Det tal forventes at sige til op mod 25 procent i løbet af de kommende år.

Hver anden kunde i Danmark svarer i en undersøgelse fra Retail Institute Scandinavia, at det er vigtigt at kunne hente sine vare købt hos en webshop i en fysisk butik.

Rapport konkluderer: "Antallet af væsentlige cyberangreb har fundet et stabilt leje"

Der har ikke være en vækst i antallet af store cyberangreb i de seneste par år.

Det fremgår af en rapport fra revisionshuset KPMG.

Det skriver ITWatch.

Undersøgelsen, der er baseret på svar fra 3.600 teknologiledere verden over, viser, at knap en tredjedel af virksomhederne har oplevet et stort cyberangreb i løbet af de seneste to år. Det tal var det samme i de foregående to år.

"Der har været stigninger i en lang årrække, og det interessante er, at den stigning er fladet lidt ud. Vi kan se, at antallet af væsentlige cyberangreb har fundet et stabilt leje. Det er spændende at se, om det fortsætter. Det vil jeg tro, det gør," lyder vurderingen fra Morten Klitgaard Friis, partner hos KMPG.

Et væsentlig cyberangreb definereres blandt ved, at det skal have haft betydning for den daglige drift eller medført skade på virksomhedens omdømme.

Ifølge undersøgelsen er det telesektoren og transportsektoren, der i de sidste to år har været udsat for flest store cyberangreb.

Reklamer på vej i Instagram

Det sociale medie Instagram vil begynde at proppe reklamer ind i den populære billede-app.

Det skriver CNBC.

Instagram, der er ejet af Facebook, vil begynde at rulle reklamer ud i 'Explore-feed', der anvendes til at browser rundt i billeder og videoer fra brugerens netværk.

Når brugerne trykker på et billede eller en video, vil brugerne måske blive udsat for en reklame, når de går indholdet igennem, fremgår det.

Ændringer træder i kraft over de næste par måneder.

Danskerne holder fast på gamle tv-vaner

I hele 2018 stod streamingtjenesten DRTV for 14 procent af danskernes samlede forbrug af tv-indhold fra DR.

I de første seks måneder af 2019 var det tal 17 procent.

Det viser nye tal fra DR Medieforskning, der samtidig peger på, at danskernes streamingforbrug stort set er det samme som traditionelt flow-tv.

For trods en stigning i antallet af streaming-seere, holder vi fast på de 'gamle' vaner, hvad enten vi streamer eller ser traditionelt flow-tv.

"Men selv om der er en bevægelse fra tv mod streaming, er der rigtig mange af de vaner, vi har på flow-tv, som vi tager med os, når vi streamer," lyder det fra medieforsker Jakob Vikær Hansen fra DR Medieforskning.

Af de nye tal står det klart, at vi - ikke helt overraskende - bruger mest tid foran skærmen om aftenen, og det uanset om det er streaming eller flow-tv.

Man kunne samtidig tro, at der ville være en højere andel af streamere i sommermånederne på grund af ferie, sommerhuse og bilture til Gardasøen, hvor børnene jo skal underholdes.

Men også her viser tallene, at både stream og flow-tv har det samme forholdsvise fald, når man sammenligner sommermånederne med vintermånederne.

Blandt forskellene er blandt andet, at vi primært går efter fiktion og fascinationsudsendelser via streamingplatformen, mens nyheder og aktualitet hitter på flow-tv.

Facebook kan have knap fem milliarder døde brugerprofiler i 2100

Ifølge et nyt studie fra Oxford University vil der inden udgangen af dette århundrede være flere Facebook-brugere, der er afgået ved døden end levende.

Det skriver CNBC.

Ifølge forskernes beregninger vil der være 4,9 milliarder Facebook-brugere i 2100, der er døde, hvis brugervæksten hos det sociale medie fortsætter med den nuværende hastighed.

Selv uden en brugertilvækst i perioden vil antallet af afdøde Facebook-brugere ramme 1,4 milliarder, estimerer forskerne fra det engelske universitet.

Akademikerne noterer, at det vil lede til en enorm mængde af personlige digitale efterladenskaber, der medfører en række etiske og politiske udfordringer, der bør håndteres.

Sidste måned præsenterede Facebook en række kunstig intelligens-værktøjer og nye funktioner, der skal sikre en bedre håndtering af området - eksempelvis at efterladte venner og familiemedlemmer ikke modtager fødselsdagsnotifikationer fra personer, der er døde i deres netværk.

I en mail til CNBC, skriver Facebook, at selskabet løbende samarbejder med specialister og forskere i om at bygge nye værktøjer, der kan hjælpe brugere med deres digitale arv.

Om dagen i dag:

Det er i dag 'System Administrator Appreciation Day', fremgår det af hjemmesiden Sysadminday.com.

26. juli 2019 er samtidig 20-års jubilæum for dagen, hvor vi ifølge hjemmesiden skal påskønne de mange systemadministratorer og it-supportere, der dag ud og dag ind gør deres for at sikre, at it virker og fungerer i virksomheder verden over.

For som Sysadminday bemærker, så får de ingen respekt de resterende 364 dage om året.

Sysadminday kalder dagen for de bedste 24 timer på planeten og den vigtigste fridag i hele kalenderåret.

Og hvad skal der så ske på dagen, tænker du?

Jo, læs selv med her fra hjemmesiden:

"'Great. I get it. My sysadmin is a rock star. But now what?' Glad you asked! Proper observation of SysAdmin Day includes (but is not limited to):

  • Cake & Ice cream
  • Pizza
  • Cards
  • Gifts
  • Words of gratitude
  • Custom t-shirts celebrating the epic greatness of your SysAdmin
  • Balloons
  • Confetti
  • Did I say gifts."