Med blot få uger til, at Apples næste styresystem til iPhones slippes løs, begynder iOS 13 at tage form.
Næste version af styresystemet, som står til at få sin officielle debut i midten af september, vil markere sig ved udelukkende at være forbeholdt Apples iPhones og deres nyeste iPod Touch.
Man kan altså forvente et udpræget mobilfokus, som i årets udgave af iOS 13 dertil har sikkerheden i højsædet.
iOS 13 er allerede nu at finde i sin fjerde betaversion, og den giver et indblik i de mange sikkerhedsmæssige tiltag, som Apple nu bager ind i deres mobilstyresystem.
Herunder følger de ni væsentligste sikkerhedsnyheder som iPhone-brugere kan se frem til.
Du bliver minder om, når du bliver tracket
Det bliver fremover langt lettere at identificere de apps, der tracker hvor du befinder dig.
iOS 13 vil gøre det let at finde eventulle spion-apps, ved i jævne mellemrum at give brugeren en påmindelse, hvis en app tracker ens lokation.
Du vil få et kort over i hvilken grad en app følger din gøren og laden, og derefter kunne tage stilling til, i hvor høj grad en apps beføjelser skal indskrænkes.
Benyttes en app kun sporadisk kan du tilmed vælge kun at give den tilladelse til at følge dig en enkel gang.
Login med Apple
Apple lancerer med iOS 13 funktionen ’Sign in with Apple’ som et alternativ til Googles eller Facebook-login når du tilmelder dig en tjeneste, en app eller logger ind på en hjemmeside.
Apples løsning skulle dog være bedre til at holde fast i dine personlige oplysninger, ved blandt andet at kreere nye e-mail adresser til tjenesterne, så disse ikke kan sammenkobles med din primære e-mail adresse.
Det hele gemmes og knytte til din iCloud konto og fungerer på tværs af dine enheder, inklusive Android-smartphones.
Apple løsning glimrer, ifølge selskabet selv, ved ikke at høste data når du benytter tjenesten.
Du kan nægte Bluetooth-adgang
Fremover vil du kunne styre, hvorvidt en given app skal have adgang til mobilens bluetooth-forbindelse.
Det kan give sikkerhedsmæssige gevinster i bybilledet, hvor stadigt flere såkaldte ’bluetooth-beacons’, kan identificere dig ud fra din enheds bluetooth-signatur.
Den form for profilering, og givetvis den efterfølgende annoncering, vil du altså kunne slippe for med iOS 13.
Send ukendte numre direkte til telefonsvareren
Foretrækker du at screene opkald fra ukendte numre, gør iOS 13 det endnu nemmere at holde potentielle telefonsælgere eller spamopkald for døren.
Her vil du kunne vælge at sende opkald fra numre, som ikke figurerer i din kontaktliste, direkte videre til telefonsvareren.
Gør det nemmere at finde mobilen
Apples ’Find min iPhone’ funktion får nu sin egen dedikerede app kaldet ’Find min’ som udover at hjælpe dig med at finde din iPhone også hjælper med at finde din eventuelle Mac eller iPad.
Tjenesten beror dog ikke længere alene på dine seneste opkoblinger på wi-fi eller mobilnetværket, men kan også udsende et bluetooth-signal som deler enhedens placering med Apples ’Find min’ servere.
Apps må ikke længere snage i dine kontaktnoter
iOS 13 giver apps en mere begrænset adgang til dine kontaktlister.
Fremover vil apps ikke længere kunne læse i de notitsfelter, som hører til dine kontakter. Det kan være særligt brugbart, hvis man eksempelvis knytter en PIN-kode eller et password i notefeltet til en given tjenestes kontaktoplysninger.
Anti-tracking som standard i browseren
Apples egen browser, Safari, giver nu nye muligheder for at forhindre hjemmesider i at forfølge dig på nettet.
I indstillingerne er såkaldt ’Cross-site tracking’ nu slået fra som standard og dermed forhindrer det eksempelvis annoncører i at skabe profiler ud fra din surfen på nettet for efterfølgende at vise skræddersyede annoncer.
Fjerner personlige oplysninger fra dine billeder
Hver gang du tager et foto med mobilen, vil din iPhone typisk gemme personfølsomme oplysninger såsom GPS-placering og navn som metadata.
Vil du fjerne disse, eksempelvis inden du uploader billederne til sociale medier, kan det nu gøres inde i foto-app’en.
Du kan læse om alle de øvrige nyheder i iOS 13 herunder:
Apple klar med nyt iPhone-styresystem: Få et overblik over de fedeste features