Så er det officielt: Vestager åbner sag mod Amazon for mulig misbrug af data
EU med den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager i spidsen åbner en sag mod Amazon, der muligvis har misbrugt data til at skaffe sig en urimelig konkurrencefordel.
"Europæiske forbrugere handler i stigende grad på nettet. E-handel har styrket konkurrencen i detailbranchen og skabt flere valgmuligheder og bedre priser. Vi er nødt til at sikre, at store online platforme ikke eliminerer disse fordele via unfair konkurrenceadfærd. Derfor har jeg besluttet at undersøge Amazons forretningsmodel og dets dobbeltrolle som handelsplatform og detailhandler meget grundigt for at undersøge, om det er i overenstemmelse med EU's konkurrenceregler," lyder det fra Margrethe Vestager i meddelelsen.
Ifølge EU-Kommissionens indledende undersøgelser indsamler Amazon følsom konkurrencedata fra de selskaber, der bruger Amazons platforme til at sælge produkter.
Og det er altså de data, der kan være misbrug af selskabets dominerende stilling - i strid med EU's konkurrencelovgivning.
Hvis Amazon ender med at tabe sagen, bliver den amerikanske it-mastodont endnu en teknologi-gigant, der har tabt en sag, som Margrethe Vestager har åbnet.
Tidligere har virksomheder som Apple, Google og Facebook fået store bøder i milliardklassen.
Her er Margrethe Vestagers milliardbøder til it-giganterne
Margrethe Vestager overtager embedet som EU's konkurrencekommissær 1. november 2014.
Siden har den danske politiker kørt en række sager mod nogle af verdens største selskaber.
De mest omtalte sager har involveret nogle af klodens største it-virksomheder og har resulteret i en række bøder i milliardstørrelsen til selskaberne.
Her følger en opsummering af de største sager:
Facebook slipper med lige under en milliard Facebook har givet EU-Komissionen forkerte eller vildledende oplysninger i forbindelse med det sociale medies opkøb af WhatsApp i 2014. 18. maj 2017 tildeler Margrethe Vestager derfor Facebook en bøde på 825 millioner kroner svarende til én procent af selskabets globale omsætning for et år.
Qualcomm får bøde på 7,5 milliarder 24. januar 2018 idømmes chipproducenten Qualcomm en bøde på næsten én milliard euro - svarende til 7,5 milliarder kroner - for selskabets eksklusive aftale med Apple.
Sagens kerne er, at Qualcomm i mere end fem år ulovligt har holdt konkurrenter ude af markedet for LTE-chipset ved at indgå en aftale med Apple. Aftalen betyder, at Qualcomm betaler milliarder til Apple for, at selskabet ikke indgår aftaler med Qualcomms konkurrenter.
Googles første rekordbøde er på 18 milliarder 2,42 milliarder euro.
Lad det lige det tal synke ind. Bøden med beløbet, der svarer til omkring 18 milliarder, blev 27. juni 2017 uddelt til Google. Selskabet får bøden, der på daværende tidspunkt er rekordstor, for at have misbrugt sin dominerende position i søgninger på nettet. Googles søgemaskine har promoveret selskabets egen sammenligningstjeneste i søgeresultaterne og degraderet konkurrenternes.
Google sætter ny rekord på 32 milliarder Google sætter nye standarder for bødestørrelser. 18. juli 2018 bekræfter Margrethe Vestager på sin egen Twitter-profil, at Google har fået en rekordbøde på 4,3 milliarder euro - svarende til 32 milliarder kroner.
Google har overtrådt den europæiske konkurrencelov ved at have pålagt Android-producenter at Googles søgemaskine og browser-app. Hvis producenterne nægtede, kunne de ikke få adgang til Googles app-store, Google Play. Derudover har Google ifølge kommissionen også betalt Android-producenter for at sikre sig, at Googles søgemaskine-app er den eneste søgemaskine-app, som er pre-installeret på enheden.
Apple's skattesag på 106 milliarder er størst af alle Den første er den største. Margrethe Vestagers første store opgør med verdens teknologiganter kommer 30. august 2016. Apples europæiske hovedkvarter ligger i Irland, men landet har i årevis givet Apple en alt for fordelagtig skatteaftale, hvilket har resulteret i, at Apple har betalt for lidt i skat. Det betegner Margrethe Vestager som ulovlig statstøtte.
Derfor skal Apple tilbagebetale 13 milliarder euro, svarende 97 milliarder kroner til den irske stat. Derudover skal Apple også betale renter, som beløber sig til 9 milliarder kroner. Samlet set skal Apple betale 106 milliarder kroner tilbage til Irland for årene 2003 til 2014. Både Irland og Apple protesterer højlydt mod tilbagebetalingen, men 18. september 2018 indbetaler Apple det skyldne beløb til den irske statskasse.
Beløbet har ikke juridisk karakter af en bøde, men en tilbagebetaling, hvorfor Google-bøden på 32 milliarder kroner stadig betegnes, som den største bøde Margrethe Vestager har udskrevet.