Med den nyeste opdatering til sine iPhones, iOS 13, forsøger Apple igen at værne om sine brugeres sikkerhed.
Denne gang med en ny måde at logge ind på, der er blevet døbt 'Sign In With Apple'.
Her får brugerne mulighed for at logge på forskellige tjenester uden at indtaste e-mail og passwords, på samme måde som mange i dag kender det fra Google og Facebook.
Sign-In funktionen vækker stor begejstring blandt etisk hacker Tom Van de Wiele, der glæder sig over Apples nye tiltag.
“Det er helt afgjort et skridt i en positiv retning, som Apple har taget for at sikre, at din e-mail ikke bliver solgt videre til tvivlsomme app-udviklere eller annonce-giganter som Facebook og Google, og deres partnere. Men som altid med sikkerhed, så er der ikke nogen nem løsning,” lyder det fra etisk hacker hos it-sikkerhedsvirksomheden F-Secure, Tom Van de Wiele.
Læs også: Apple klar med nyt iPhone-styresystem: Få et overblik over de fedeste features
Apples ’Sign-in’ vil, ligesom med password-apps, kunne generere e-mail og password til login, som efterfølgende vil blive videresendt til din personlige e-mail konto.
Samtidig slipper brugerne dog for, at Apple følger deres adfærd på nettet efterfølgende, og det er meget posititvt, mener Tom Van de Wiele.
“Det betyder at Facebook og Google i nogen grad får færre oplysninger om deres kunder om hvad de logger ind på og hvor fra. Google bruger eksempelvis nøgleord og andre analyser af din e-mail for at finde ud af, hvad du laver og ved hvilke hobbier du har baseret på dine applikationer og hvilke mails du modtager,” forklarer Tom Van de Wiele.
Læs også:Apple patcher kritiske sårbarheder i to forskellige enheder
Ikke nogen perfekt løsning
Men selvom den nye funktion giver grund til begejstring, så er der dog stadig visse ulemper, mener Van de Wiele.
“Ved at være i stand til at etablere de her aliaser låser du samtidig dig selv ind i Apples økosystem, fordi Apple kommer til at spille en kritisk rolle for at du kan logge ind på dine applikationer,” forklarer han.
Der er selvfølgelig en del harmløse apps, påpeger Tom Van de Wiele, men der er også mere kritiske applikationer, hvor det kan blive et problem.
“Ja, Apple giver dig en hvis form for øget annonymitet, men Apple er, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt, kendt for sine cloud-services,” lyder det fra Tom Van de Wiele der fortsætter:
“Så tiden vil vise, om det bliver en fordel for slutbrugerne. I mellemtiden vil det her for mange være det næste naturlige skridt og det vil måske være med til at minimere effekten af et potentielt angreb på en applikation.”
Tom Van de Wiele understreger derfor, at det heller ikke er nogen perfekt løsning, netop fordi du binder dig til en anden virksomhed, der dog er mindre afhængig af at udnytte dine data.
Kommer formentlig til september
Apples iOS 13 står til at få sin debut i betaversion senere på måneden.
Den endelige variant vil, hvis ellers Apple fastholder sin sædvanlige opdateringsfrekvens, få debut i begyndelsen af september måned omkring det tidspunkt, hvor den næste kollektion af iPhones bliver offentliggjort.