Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Kære læsere -
Ind imellem har man lov til at være heldig. Eller som man siger i Danmark: Heldet følger de tossede. Eller som man siger på engelsk: Fortune comes to the well-prepared.
Jeg kender Anders Lisdorf, som laver uvildig cloud-rådgivning og har hjulpet byen New York med at komme i skyen. Nu laver han ting og sager i København, blandt sammen med mig....
En dag kom vi til at diskutere clouden. Og jeg mener diskutere! Udkommet blev, at vi blev enige om at prøve at dele det med jer....
Så jeg har foretaget et festligt interview med Anders, hvor han fik (nogle af) mine fordomme serveret vedrørende clouden. Desværre forstod han at svare for sig, må jeg indrømme .
Lad os komme i gang:
1. Er det ikke farligt at køre sin it i skyen? Det er vel bedre at have servere låst solidt fast til væggen i sit eget serverrum?
Joda, meget. Især, hvis man har tænkt sig at åbne alle servere mod internettet og publicere sine root credentials på Facebook og Twitter.
Men det er der jo ikke nogen, som tvinger dig til.
På den anden side så er det ikke anderledes, end hvis man har låst sine servere fast til væggen i sit serverrum og åbner firewallen og glemmer at beskytte privilegerede konti ordentligt, hvilket mange fandt ud af, at de gjorde under sidste års WannaCry ransomeware-angreb.
Det kan også være en ubehagelig oplevelse. For eksempel blev byen Atlanta lagt ned. Alle kriminelle sager måtte stoppe i retten, fordi alt data var utilgængeligt i månedsvis.
Jeg arbejdede for deres tidligere CIO, Samir Saini, på det tidspunkt, og det var ikke fordi, at de godt kunne lide skyen, men fordi de havde glemt at beskytte deres priviligerede konti på deres interne netværk, at det gik helt galt.
Det helt grundlæggende problem med opfattelsen af skyen som farlig er netop opfattelsen. For de fleste har en basal perimeter-mentalitet.
Det er den samme mentalitet, som har givet os Vestvolden, Kastellet og Ørstedsparken. Altsammen smukke og interessante steder, hvis man skal på picnic eller løbe en tur, men fuldstændigt overflødige, når russerne kommer med deres flyvemaskiner og atommissiler.
Det er samme forfejlede perimeter-mentalitet, som giver os Dansk Folkespartis krav om kontrol af ydre grænser og Trumps ide om at en væg mod Mexico vil beskytte USA.
Det er derfor sjovt, at de fleste som hævder, at skyen er usikker, og at det er bedre at gemme sig bag sin egen firewall, ofte meget klart vil se håbløsheden i Trumps væg.
Men det er samme logiske fejltagelse.
De kriminelle parkerer altså ikke pænt udenfor perimeteren og prøver at trænge igennem, som vi forventer. De flyver, sejler, graver tunneller, forklæder sig. Det er meget nemmere.
Derfor er det mere effektivt at prøve at finde ud af de metoder, som de rent faktisk gør brug af - og så begrænse dem.
Skyen giver dig tværtimod mange flere værktøjer til at fange de kriminelle. Det er drevet professionelt, så det svageste led er altid stærkere out of the box end noget, du selv kan diske op med.
Du skal stadig tage sikkerhed seriøst, meget seriøst, men det er meget lettere, fordi best practice allerede er bygget ind i løsningerne.
2. Er cloud ikke bare en anden mands server, som Larry Ellison sagde for 10 år siden?
Jo, men hvor er Larry i dag? Oracle er jo eksemplet på gigantfirmaet, som er blevet fuldstændig tabt bag en vogn på grund af denne misforståelse af cloud. De halser i dag efter konkurrenterne for at komme med.
Men for at vende tilbage til spørgsmålet, så, jo, cloud er bare en anden mands server. Det er jo det, som er hele pointen.
Hvorfor skulle du overhovedet have en server selv til at begynde med? Hvis du har en tandlægeklinik, er du da fuldstændig ligeglad med, hvis server det er, sålænge folk bare kan læse om din forretning og finde dig.
De store leverandører har jo altid troet, at folk gerne ville have deres servere, fordi de solgte så mange af dem, men det var aldrig tilfældet.
Folk har aldrig nogensinde været interesseret i deres dumme servere, de ville have det, som serverne kunne gøre for dem.
Det er det, som industrier altid glemmer. Det er det samme, vi ser indenfor transportindustrien, hvor løbehjul, bycykel, delebil og pirattaxaer erobrer markedet, fordi de gamle spillere aldrig har indset, at folk er ligeglade med at eje biler.
Jeg gider heller ikke have nogen bil, for jeg var aldrig interesseret i bilen.
Det meste af tiden står den jo bare der og ser dum ud og koster mig en masse penge. Jeg er interesseret i at komme fra punkt A til Punkt B eller nogen gange omvendt.
Selvfølgelig findes der bilentusiaster, men de er klart i undertal i forhold til folk som mig, der gerne bare vil bevæge sig rundt.
Det er det samme cloud gør, folk behøver ikke eje server og kabler og switches og tage dem til service, opgradering og patching. De kan opnå de benefits, de havde brug for til at begynde med, uden alt det bøvl, der er med en server.
3. Det må nødvendigvis blive meget dyrere at køre sine ting i skyen, fordi de store, multinationale skal tjene milliarder på os, ikke?
Her skal man ikke være naiv og tro på de multinationales salgsgøgl. Det kan sagtens blive meget dyrt, hvis man ikke tager sig i agt. Det er jo ikke af filantropiske hensyn, de går ind i skyen. Der skal en helt anden måde at tænke drift og løsning til, når man går i skyen, hvis man vil have omkostningsreduktion, men det kan sagtens lade sig gøre.
For de fleste vil der være en stor benefit i at flytte sig fra legacy-teknologier til skyen. Jeg har selv udviklet løsninger, der har medført besparelser på mange millioner ved at flytte fra legacy-teknologier fra de store firmaer med røde og blå logoer til de nye med orange og azurblå logoer.
Det man skal være opmærksom på er, at skyen er ligesom et supermarked.
Nu har jeg selv arbejdet indenfor detailhandlen. Her snakker man altid om mælk og smør.
Der er en liste på nogle få hundrede ting, som folk altid køber, og som koster stort set det samme i alle butikker, fordi folk er opmærksomme på dette.
Det tjener butikkerne intet på. Det er først, når du begynder at fylde de andre ting i kurven, som den der bacon-is til en halvtredser, du bare ikke kan leve uden, at det begynder at koste.
For bacon-is har de andre supermarkeder (af gode grunde) ikke. Derfor har du ingen ide om, hvad den burde koste.
Det er samme prisdynamikker, der hersker på cloudmarkedet: Mælk og smør er compute og storage. Der er ikke stor forskel på, hvad de koster, men når man kommer til mere eksotiske ting, så er det svært at gennemskue, hvad det burde koste.
4. Min virksomhed bliver meget mere sårbar, når vi ikke mere har den nødvendige ekspertise in-house.
Men så vil jeg spørge dig, hvordan det går med at finde den ekspertise?
Hele problemet er jo, at det er overordentligt svært at finde kvalificerede folk til de meget specialiserede opgaver.
Typisk vil de sidde alene ovre i et hjørne og føle at ingen forstår dem, fordi der ingen er, der forstår dem. Hvis de i stedet arbejdede i et team på 12 specialister hos Microsoft i et datacenter, ville de få meget mere udfordring, forståelse, og de vil gøre bedre brug af deres evner.
Det er ikke nogen ny udvikling. Det var samme udvikling med mainframen, som først flyttede ud af serverrummet til KMD og derefter flyttede alle specialister til Indien. Faktisk er din virksomhed mere sårbar, når du prøver at holde ekspertisen inhouse, fordi det ofte kommer til at hænge på enkeltpersoner. Hvis de bliver syge eller finder et bedre job, så står du pludselig helt uden ekspertise.
5. Mine it-folk siger, at det bare er noget komplet over-hypet, amerikanske fidilihum, og at det kun er meget få, der reelt kører alt deres it i skyen. Og sådan bliver det nok ved med at være.
“Over-hypet” måske, men det er mere på grund af fake news og marketing. Nu lover de jo også, at man næsten ikke behøver at tænke selv længere på grund af AI. Det er ikke tilfældet, men mindre kan også gøre det.
“Amerikansk” helt sikkert. Alle væsentlige cloud firmaer er amerikanske. Her er vi virkelig bagude i Europa. Siden de glade dage med IT Factory har vi jo helt mistet følelsen med cloud computing. Hvor er den næste Stein Bagger?
“Fidilihum” skal jeg nok have defineret nærmere. (Svar fra Mogens: Det svarer til fikumdik).
Det er helt rigtigt, at det er meget få, der kører al deres it i skyen, men det har heller aldrig været pointen.
Langt det meste handler om at lave fornuftige hybrid-arkitekturer, der kan gøre brug af de bedste services fra cloud-leverandørerne. Det vil tage tid, men 80 procent til 90 procent af alle firmaer har ikke noget reelt behov for at have deres eget datacenter og burde på længere sigt flytte alt deres it i skyen.
Reklame! Anders har også lavet en gratis pdf med “fem dyre og dumme cloudfejl, de fleste laver - og hvad du skal gøre i stedet”
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.