Velkommen til endnu en morgen-briefing her fra Computerworld, hvor du får dagens overblik over it-nyhederne.
Madspilds-app vil satse på udlandet
Den danske madspilds-app Too Good Too Go kæmper med selskabets indtjening og et milliardunderskud.
Derfor satser selskabet nu på markeder i udlandet og kantinedrift, skriver dagbladet Børsen.
"Sidste år reddede vi syv millioner måltider, og i 2019 regner vi med at kunne redde 20 mio. måltider. Vores omsætning er lineært forbundet med det antal måltider, vi får gennem appen, for vi tager et beløb pr. måltid. Beløbet svinger lidt fra land til land, men det er et meget lille beløb, så det kræver lidt skala, hvis man skal tjene penge," siger selskabets direktør, Mette Lykke til avisen.
På det danske marked satser selskabet også på de danske kantiner, der skal kunne tilmelde sig madspilds-appen.
R og SF: Nets skal følge bankregler for lønninger
Den danske betalingsgigant Nets har de seneste uger været udsat for massiv kritik fra flere sider efter at have tilbudt ledelsen fordelagtige bonusprogrammer.
Det får nu SF og Radikale Venstre til at kræve, at Nets bliver underlagt de samme regler for aflønninger som den finansielle sektor.
"Der er vitale samfundsmæssige interesser i Nets, og derfor er det en enkel og logisk tanke at tage Nets ind under lov om finansiel virksomhed i forhold til aflønningsforhold," siger Martin Lidegaard (R) til dagbladet Børsen.
Selskabet selv eller Nets' ejere har ikke ønsket at stille op til interview over for avisen.
It-eksperter advarer: Danmark bruger for få penge på cybersikkerhed
Danmark bruger ikke penge nok på cybersikkerhed, når man ser på de trusler Danmark står over for i den digitale verden.
Det er konklusionen på en undersøgelse blandt 467 medlemmer af Ingeniørforeningens fagtekniske selskab IDA IT.
Halvdelen af de adspurgte svarer, at de mener der er afsat for lidt eller alt for lidt penge af til cybersikkerhed i Danmark.
"Vi er et af de mest digitaliserede lande i verden, og det gør os i sagens natur mere sårbare overfor angreb. Derfor er det vigtigt, at vi som minimum fastholder vores placering på FNs Global Cybersecurity Index, hvor vi lige nu indtager en 6. plads, når det angår cyber- og informationssikkerhed," siger formanden for IDA IT, Kåre Løvgren i en pressemeddelelse.
Sidste år afsatte regeringen blandt andet 100 millioner kroner til sin egen cyber- og informationssikkerhedsstrategi.
Bare to procent svarer, at de mener Danmark har afsat for mange penge
Volvo bliver en del af datadrevet pilotprojekt
Et nyt pilotprojekt skal ved hjælp af en ny platform dele anonymiserede sikkerhedsdata, som den svenske bilproducent Volvo har tilsluttet sig.
Projektet betyder, at de bilproducenter kan anvende data til at advare bilisterne om potentielle risikosituationer på vejen forude.
"Vi mener, at deling af anonymiserede data skal være gratis. For samtundets skyld. Det redder liv, tid og sparer skatteyderne penge," siger administrerende direktør og koncernchef i Volvo Håkan Samuelsson.
Data bliver delt i realtid og skal altså forsøge at øge trafiksikkerheden.
Global it-sikkerhedsselskab åbner sit første Nordiske kontor i Danmark
It-sikkerhedsvirksomheden Nozomi Networks har netop annoceret, at man åbner sit første nordiske kontor i Hellerup uden for København.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Nozomi Networks specialiserer sig i it-sikkerhed inden for industriel produktion.
"Cyberangreb kan medføre alvorlige skader på produktionsudstyr, miljø og firmaimage, uanset om sårbarheder udsættes for målrettede eller mere tilfældige angreb. Det kan koste virksomhederne store formuer som man allerede set hos både Mærsk og senest Norsk Hydro," siger Sigurd Hellum
Ingen morgen-briefing Grundlovsdag
Vi slutter dagens morgen-briefing med en praktisk oplysning. Morgen-briefing udkommer ikke i morgen onsdag på Grundlovsdag, men vi er stærkt tilbage med dagens it-nyheder torsdag morgen.