Godmorgen og velkommen til endnu en uge. Som altid kan du her få overblikket over dagens korte it-nyheder.
Rigmand investerer millionbeløb i landbrugsrobotter
Den danske rigmand Esben Østergaard har investeret i et jysk robotprojekt, der skal hjælpe robotterne ind i landbruget.
Østergaard, der har tjent sine penge på erhvervssucceserne Universal Robots og Mobile Industrial Robots, regner med, at de nye robotter blandt andet skal høste roer, skriver dagbladet Børsen.
"Jeg er jo stoppet i Universal Robots for en måned siden, og nu vil min kone og jeg gerne gøre noget godt, dels ved velgørenhed, dels ved at arbejde med teknologer, der som Farmdroid kan løse samfundsproblemer. Jeg vil gerne hjælpe med at udvikle robotfirmaer og er også allerede inde som rådgiver nogle steder," siger Esben Østergaard til avisen.
Han vil ikke fortælle præcis, hvor stort et beløb han har investeret i projektet, men betegner det som en 'lille investering, der dog overstiger én million kroner.'
Dansk it-selskab overtager konkurrent og bliver 30 ansatte
Det danske it-selskab it-r har overtaget konkurrenten Grøn IT, og udvider dermed sin position på det Storkøbenhavnske marked.
Det oplyser de to parter i en pressemeddelelse.
"Når muligheden byder sig, og tingene efter grundig undersøgelse viser sig at passe sammen både rent forretningsmæssigt, men også menneskeligt, så tager vi gerne springet og udvider vores forretning til glæde for nye og eksisterende kunder," siger Kim Pichard Nielsen, administrerende direktør for it-r i meddelelsen.
De to virksomheder tæller til sammen 30 it-konsulenter og en omsætning på 20 millioner kroner.
Elon Musks rum-selskab er nu mere værd end Tesla
Den amerikanske rigmand Elon Musk kan nu se sit elbilsfirma Telsa overhalet af sin rumsatsning SpaceX.
Efter rumvirksomheden i sidste uge sendte omkring 60 satelitter i kredsløb, er værdien nu steget til mere end 33 milliarder dollar.
Dermed overstiger det værdien af Musks andet firma det, for mange mere kendte, Tesla der har en markedsværdi på omkring 32 milliarder dollar, skriver CNBC.
Tesla kæmper med konsekvenser fra den verserende handelskrig mellem hjemlandet USA og Kina, som er et vigtigt område for Elon Musk, både i produktion og salg.
Verdensberømt rockband sagsøger dansk spilfirma
Det internationale band Iron Maiden har indledt en retssag mod den danske spilproducent 3D Realms, der holder til i Aalborg.
Selskabet har nemlig udgivet et spil ved navn Ion Maiden, og det mener rockbandt altså bryder loven.
Det skriver TV2.
Iron Maiden mener, at 3D Realms misbruger bandets navn 'i et forsøg på at narre forbrugere til at tro, at 3D Realms produkter og tjenester på en en eller anden måde har forbindelse til eller er godkendt af Iron Maiden,' skriver mediet.
Derudover mener Iron Maiden at spillets karakter Shelley Harrison minder betænkeligt meget om bandets bassist Steve Harris.
Aab vinder CS Go ved DM i e-sport
YouSee har i den netop overstået weekend afholdt den danske esportsliga, og her kunne Aab kalde sig danmarksmestre i CS GO.
"Det er så fedt at vinde for andet år i træk. Vi følte der var lidt pres på, men drengene leverede hele vejen," siger Rasmus 'ValcoNN' Balsner i en pressemeddelelse.
Aab Esport vandt 16-9 over Egedal i finalen.