Danmarks største supermarkedskæde Salling Group tog i 2007 en af de helt store beslutninger om kernen af selskabets it-landskab.
Her indgik selskabet, der på daværende tidspunkt gik under navnet Dansk Supermarked, en aftale med SAP om levering af Danmarks på daværende tidspunkt største retail-løsning nogensinde.
Det var ikke blot et nyt stykke tysk ERP-software, der skulle sættes op, men en gennemgribende forandring for hele koncernen og dets daværende 43.000 medarbejdere, der hidtil havde tilbragt størstedelen af deres hverdag sammen med egenudviklede systemer.
Når man vælger at rette organisationen ind mod et standardsystem og ikke omvendt, siger man i samme ombæring også transformation på den helt store forandringsklinge.
”Det er det absolut største og vigtigste. It-landskabet har ændret sig totalt. Og jeg mener totalt. Det eneste, vi har tilbage, er et løn- og pos-system. Alt andet er blev skiftet samtidig med at forretningen skulle køre upåvirket. Der har været nogle bump undervejs, men det kan man ikke undgå med en kæmpe transformation som denne,” siger Alan Jensen, manden med ansvaret for omstillingen og nomineret til årets CIO fra Salling Group.
Alan Jensen, kunne i 2017 sætte et stort flueben ved opgaven, som har fulgt ham i omkring 10 år af hans 15-årige it-chefkarriere hos Salling Group.
Når Alan Jensen i dag gør status over hans tid som CIO i forbindelse med nomineringen, overstråler den massive it-transformation.
ERP-udfordringer for to milliarder kroner
Drilske ERP-projekter har gennem tiden været roden til meget ondt.
Omkostninger og tidsplan løber ofte løbsk, når virksomheder giver sig i kast med den digitale livsnerve i forretningen, der for alvor ændrer medarbejdernes arbejdsdag.
Det var ikke anderledes hos Salling Group, der i dag er ejet af Salling Fondene alene, hvor it-afdelingen ikke blot skulle kæmpe med de tekniske udfordringer, men måtte finde sig i at være epicenteret for forstyrrelser og rystelser i hele organisationen.
”Nogle af vores medarbejdere har arbejdet med det samme system i 25 år. Hvis de blev vækket om natten kunne de fortælle dig præcis, hvordan de arbejdede i det. Nu skulle de huske deres træning og slå op i en manual for at kunne bruge platformen,” siger Alan Jensen og husker tilbage på den turbulente tid:
”De menneskelige aspekter er en kæmpe udfordring, som næsten alle undervurderer, og det gjorde vi også til at begynde med.”
Her er de fem nomierede: Her er Danmarks bedste CIO'er lige nu: Disse fem it-chefer er nomineret til titlen som Årets CIO 2019
Projektet endte med at koste i omegnen af to milliarder kroner og holdt i træskolængder tidsplan og budget, fortæller Alan Jensen.
Den løbende dialog og tætte kommunikation i organisationen har været en af de bærende værktøjer hos Alan Jensen igennem projektet.
Men trods de kommunikative dyder, måtte Alan Jensen også til tider barrikadere it-afdelingen.
”Når det gjorde ondt, og der blev talt med store bogstaver, har jeg skærmet min afdeling. Jeg har tillid til mit hold og mine ansatte, og jeg tror på, at vi nok skal levere. Derfor er det også vigtigt, at jeg skærmer mod, hvad der kommer af kommentarer og sørger for at holde motivationen og gejsten oppe,” pointerer han.
Læs også: Han er Danmarks bedste CIO: Jesper Riis fra DSV vinder titlen som Årets CIO 2018
En stor del af hans opgave, forklarer han selv, har været at sikre de gode arbejdsbetingelser for it-afdelingens ansatte, uanset hvor meget kaos der måtte være rundt om dem.
”Folk skal have ansvar og en følelse af, at det er deres projekt, og dem der bidrager. Det er en god ting, hvis dine medarbejdere kan sige, at det er dem, der har leveret. Det er også det sværeste i nomineringen for mig. I virkeligheden er det mit team, der har leveret,” siger han.
30-års jubilæum hos Salling Group
Alan Jensen begyndte sin karriere hos Salling Group tilbage i 1988 - langt fra it-afdelingen - i forretningen som indkøber. Her indledte han sin nu over 30-års tro tjeneste for Danmarks største supermarkedskæde.
Det fortsatte han med frem til 1996, hvor han tog skridtet op til at blive indkøbsdirektør i de næste knap 10 år.
Efter tæt på 10 år i forretningen hos Salling Group tog Alan Jensen så det helt store karriereskifte i 2005, hvor han udnævnes til it-chef og samtidig blev en del af koncernledelsen.
Jobbet som it-chef får han først og fremmest på baggrund af hans dybe forretningsforståelse.
”Jeg ved da mere om it, end da jeg trådte ind, men jeg er ikke teknikeren, der kan tale med om database- eller integrationsteknik. Min rolle er at sikre, at it har forretningsfokus og sætte min forretningsorienterede måde at arbejde på igennem i it-afdelingen," fortæller han, inden han fortsætter:
"Forretningen og it taler forskellige sprog. Det er tit der, at det støder sammen. Dygtige it-folk bliver ofte misforstået. Jeg ser mig selv som en god oversætter med min viden omkring forretning og processer."
De kompetencer har der været brug for i forbindelse med ERP-projektet, hvor stort set alle processer, forretningsgange og systemer var oppe i luften.
”Vores viden fra it-afdelingen har jeg forsøgt at sælge ind til resten af organisationen og ledelsen på en troværdig måde, så forretningen ikke følte, at den var ude af kontrol, men på forhånd vidste, hvor og hvornår det ville gøre ondt,” siger han og fortsætter:
”En af de største kilder til at fejler er at negligere den løbende kontakt og informationsdeling med ledelsen og forretningsenhederne.”
Standardisering af supermarkedskæderne
En stor del af transformationen mod et ny samlet detail-løsning havde som overordnet mål at øge standardiseringen betragteligt.
Der var ikke rum til, at ledelsen rundt om i kæder som Netto, Bilka, Føtex eller Salling kunne holde fast på, at lige præcis deres processer var særlige.
Derfor lagde Alan Jensen også en stor portion af sin forretningsprægede CIO-ledelse i toppen af koncernen.
”Det drejer sig ikke om en database, men om at vi ved at have én samlet database kan bruge big data og analytics i hele virksomheden,” siger han og tilføjer:
”Det er en pænt stor udfordring at lykkes med at få en standardiseret proces på tværs af hele organisationen. Men lykkes du, får du et stærkt konkurrencemæssigt afkast i forhold til omkostninger og effektivitet.
BR blev integreret på tre uger
I dag høster Saling Group og it-chef Alan Jensen frugterne af det lange seje træk.
Boston Consulting har i foråret 2018 konkluderet at Salling Groups it-platform er en af de mest lean og opdaterede i branchen og årligt ligger omkring 25 procent under det globale branchegennemsnit for de største retailere.
Læs også: Tidligere dansk top-CIO i spidsen for ny virksomhed: Bygger blockchain-løsning til online-handel
Standard er nu reglen, og der er kun et system til en proces på tværs af hele koncernen. Og i de få tilfælde, hvor standarden ikke følges, er der kontrol med systemunderstøttelsen, der i så fald skal dække hele organisationen, fortæller Alan Jensen.
"Vores udgangspunkt er en standardiseret proces på tværs uden for mange tilpasninger, der sikrer, at vi nemt kan opgradere systemerne. Det har vi også påvist nu. Siden vi blev færdige, har vi kunnet opgradere vores systemer på højst 24 timer. Det er et ret godt bevis på, at platformen er relativt standardiseret,” siger han og fortsætter:
”Da Netto gik ind i England, tog det fire måneder at sætte it-understøttelsen op til næsten ingen penge. Og fordi vi havde platformen, kunne vi også integrere BR-Legetøj i løbet af tre uger.”
17. januar 2019 oplyste Salling Group, at den havde indgået en købsaftale med kuratoren i det konkursramte Top-Toy, der stod bag legetøjskæderne BR-Legetøj og Toys "R" Us.
På bagkant af den store transformation er Salling Group nu for alvor gået i gang med at udnytte ny teknologi og anlægge et mere strategisk syn på digitalisering i koncernen.
”I stedet for de seneste år at fokusere på den lidt korte bane med små forbedringer i platformen, er vi nu klar til at vende kasketten om til et mere strategisk blik to til tre år frem. Vi er nu klar til at udnytte mulighederne i platformen,” siger han og fortsætter:
”Alle taler om digitalisering. Alle kaster sig over det. Det er meget godt, men problemet opstår, hvis man ikke har styr på sin kerne-it. Så bliver det meget svært og meget dyrt. Jeg synes, at der har været meget fokus på den digitale omstilling uden, at man nødvendigvis har sikret sig et ordentligt fundament.”