Computerworlds afsløring af KMD's hemmelige ansættelsesplan, der tilsiger, at selskabets topledelse har krævet en særlig begrundelse, hvis der skal ansættes medarbejdere på over 36 år i Danmark fra 1. januar 2018, får nu it-fagforbundet Prosa til at kontakte sine medlemmer.
Ansættelsesplanen bryder flere punkter i forskelsbehandlingsloven.
I en meddelelse til medlemmerne opfordrer Prosa alle medlemmer, der har en formodning om at have fået afslag på et job hos KMD som følge af aldersdiskrimination til at kontakte fagforbundets jurister med henblik på at føre eventuelle erstatningssager.
"Topledelsen i KMD har siden 2018 forbudt organisationen at ansætte kandidater over 36 år. Det afslørede Computerworld i denne uge. Derfor opfordrer PROSA nu medlemmer, der mistænker at have fået jobafslag på baggrund af deres alder, til at kontakte PROSA's jurister, der vil se på, om der er grund for en erstatningssag," skriver Prosa i meddelelsen, der fortsætter:
"KMD’s ansættelsesplan er i strid med forskelsbehandlingsloven. En erstatningssag vil kunne føres, hvis det kan sandsynliggøres, at en ansøger er blevet afvist på grund af sin alder."
Læs mere om sagen her: Afsløring: Hemmelig KMD-plan bryder loven - alle nyansatte i Danmark skal være under 36 år
Prosa vil rejse eventuelle erstatningssager
Meldingen fra Prosa kommer efter at fagforbundets formand, Niels Bertelsen, onsdag fortalte til Computerworld, at "hvis der er mulighed for det, så vil vi rejse en erstatningssag overfor KMD."
Det kan du læse mere om her: Efter afsløring af KMD's hemmelige ansættelsesplan opfordrer Prosa sine medlemmer til at søge erstatning: "Hvis der er mulighed for det, så vil vi rejse en erstatningssag mod KMD"
Det fremgår af KMD's ansættelsesregler for 2018, 'Recruitment Governance 2018,' at skal angives en række særligt gode grunde, som skal godkendes af KMD's administrerende direktør Eva Berneke eller økonomidirektør, Jannich Lund, hvis selskabets ønsker at ansætte en kandidat over 36 år.
Hvis KMD vil ansætte en kandidat over 36 år uden særlig begrundelse, skal det ske i Polen.
De regler er, ifølge Natlie Videbæk Munkholm, lektor i arbejdsret ved Aarhus Universitet, i strid med forskelsbehandlingslovens § 1. stk. 2 og forskelsbehandlingslovens § 2.
"Det her er overhovedet ikke svært. KMD’s strategi er både i strid med lovens hensigt og lovens ord. Man må ikke begynde at sortere folk på baggrund af deres alder. Den strategi bringer KMD i strid med forskelsbehandlingsloven, fordi det er forbudt bare at tage lidt hensyn til folks alder," har hun fortalt til Computerworld.