Godmorgen og velkommen til onsdagens morgen-briefing her fra Computerworld.
Vi starter dagens nyhedsoverblik ud med et åbent samråd, der kommer senere i dag, hvor ministeren for offentlig innovation skal forholde sig til, hvorfor statens konsulentudgifter er skudt gevaldigt i vejret.
Åbent samråd om statens brug af konsulenter
Folketingets finansudvalg har indkaldt ministeren for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), til et åbent samråd om forbruget af konsulenter i staten.
Samrådet starter i dag kl. 12.00.
Udvalget har på baggrund af et samrådsspørgsmål stillet af Benny Engelbrecht (S) bedt ministeren om at redegøre for udviklingen i statens forbrug af konsulenter.
Det har vist sig, at statens brug af konsulenter er eksploderet, og størstedelen af konsulenterne beskæftiger sig med it.
For 2018 lød de samlede udgifter til konsulenterne på 4,6 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 48 procent i forhold til 2015.
Læs mere her: Statens brug af it-konsulenter er eksploderet - Skatteministeriet har brugt en milliard kroner på et år
Kina vil forbyde bitcoin-mining
Kina er verdens største marked for computer-hardware designet til at mine bitcoin og andet kryptovaluta.
Men nu vil den kinesiske stat ulovliggøre bitcoin-mining i landet.
Det skriver Reuters.
Det kinesiske National Development and Reform Commision (NDRC) var ude i mandags og fortælle, at de ønskede offentlighedens mening om en liste, der indeholder forskellige industrier, som kommissionen ønsker at begrænse eller at eliminere.
På denne liste indgår bitcoin-mining, som kommisionen ønsker at udfase, da det ikke skulle leve op til gældene love og regulationer.
Sektoren for kryptovaluta har været under pres i Kina siden 2017, hvor flere lokale kryptovaluta-handelsplatforme er blevet lukket af den kinesiske stat.
Facebook ændrer betingelser efter pres fra EU
Facebook har nu valgt at ændre de betingelser, som det sociale netværks brugere skal acceptere.
Det sker efter en dialog med EU og forburgermyndighederne om at skabe større åbenhed omkring salget af brugernes data.
Det skriver mediet Techcrunch.
Ifølge EU-kommisionen har Facebook nu ændret de betingelser, som brugerne skriver under på, så det fremgår, hvordan brugernes data vil benyttes til blandt andet markedsføring.
"I dag har Facebook endelig forpligtet sig til mere gennemsigtighed og mere forståelige brugervilkår. En virksomhed, som vil genskabe tilliden hos brugerne efter skandalen med Facebook og Cambridge Analytica, bør ikke skjule bag indviklet jurasprog, hvordan den tjener milliarder på folks data," siger Vera Jourova, EU-kommisær for retliglige anliggender og forbrug ifølge mediet.
Tusinder af danskere går til læge via ny app
Den nye sundheds-app Min Læge er på knap tre måneder blevet downloadet af 50.000 danskere.
Den er blevet brugt til 10.000 e-konsultationer, hvor patienter har været i dialog med deres læge over appen.
Det skriver Sundhedsdatastyrelsen i en pressemeddelelse.
Den nye app er udarbejdet af Sundheds- og Ældreministeriet samt Praktiserendes Lægers Organisation (PLO).
"Vi arbejder videre for at forbedre og udbygge app’en med nye funktioner, så forældre for eksempel her i foråret vil få adgang til deres børns sundhedsdata på app’en. Det vil for eksempel gøre det lettere for de travle børnefamilier, at de ikke behøver at lede efter det gamle vaccinationskort for at tjekke børnenes seneste vaccination," skriver Lisbeth Nielsen, direktør i Sundhedsdatsstyrelsen.
Kinesisk kvinde fængslet efter muligt forsøg på at udspionere Trump
En 32-årig kinesisk kvinde efterforskes nu for mulig spionage på et af Donalds Trumps hoteller.
Kvinden tjekkede ind på Mar-a-lago, et af Trumps amerikanske hoteller, hvor hun angiveligt havde medbragt en USB-nøgle med avanceret computersoftware, signalovervågningsudstyr til at sporte skjulte kameraer og 7500 dollar i kontanter.
Det skriver Politiken.
Hun blev i nat dansk tid fængslet i en uge, mens myndigheder undersøger, hvad hun foretog sig.
Men fængslingen skete på baggrund af, at hun havde løjet over for en føderal agent for at komme ind på en område, hun ikke havde tilladelse til at opholde sig i.
Den amerikanske præsident befandt sig samtidig på en nærtliggende golfbane alt imens kvinden befandt sig på hotellet.
Nu undersøger de amerikanske sikkerhedstjenester, om kvinden har forbindelser til det kinesiske efterretningsvæsen.