Efter 14 år ved roret er det nu slut for Esben Østergaards eventyr med den fynske robot-succes, Universal Robots.
Det meddeler han i et opslag på LinkedIn, som han postede i weekenden.
“I dag er en meget særlig dag for mig. Det var den sidste dag, hvor jeg arbejdede for Universal Robots,” siger han i videoen, som du finder her.
Esben Østergaard har haft titel som CTO i selskabet.
Han fortæller endvidere, at Universal Robots i de seneste 14 år har udgjort en meget stor del af hans liv.
Siden grundlæggelsen er firmaet vokset fra at være det, som han kalder for ‘et garageprojekt’ til at være rammen om det, som han kalder for ‘et globalt koncept’ der har skabt en hel industri med op mod 50 spillere.
“Det har været en fantasisk rejse for mig at være med fra tidlig ide til at skabe en global industri. Det har selvfølgelig været definerende for mit liv,” siger Esben Østergaard.
Han fortæller ikke, hvad han nu vil give sig i kast med.
Tiden er inde
“Men nogle gange må man sige, at tiden er inde, hvis man vil prøve noget nyt her i livet. Og derfor har jeg besluttet at udtræde af Universal Robots og give mig i kast med andre ting,” siger han.
Esben Østergaard - der også har været medlem af regeringens disruptionsråd - peger på, at der er mange andre ting at give sig i kast med på teknologi-området, som kan forbedre folks liv og forbedre ting.
“Og det er noget af det, som jeg vil give mig i kast med nu. Det er det næste kapitel i mit liv,” siger han.
Esben Østergaard stiftede Universal Robots i 2005 sammen med Kasper Støy og Kristian Kassow. De tre kendte hinanden fra Syddansk Universitet.
Her var Kasper Støy og Esben Østergaard i gang med en ph.d., da de mødte hinanden. Deres forskning viste, at industrirobotter var kendetegnet ved at være dyre i drift og svære at programmere.
Derfor vurderede de, at der eksisterede et marked for små robotter, som nemt kunne programmeres til brug i mindre og mellemstore virksomheder.
Og den tese viste sig at holde stik.
Selskabets succes har siden været med til at skabe den såkaldte fynske robot-klynge, som er en hel industri baseret på robotter.
Universal Robots blev i 2015 solgt til amerikanske Teradyne for 1,9 milliarder kroner i en handel, der gjorde de tre stiftere hovedrige.
Du kan læse hele historien om Universal Robots her: I 2008 ramte Universal Robot bunden af pengekassen: I dag har virksomheden indledt et fynsk vækstmirakel.