Samsung fik store dele af tech-verdenen til at måbe, dengang de 20. februar fik løftet sløret for en af klodens mest overbevisende smartphones: foldemobilen Galaxy Fold.
Den sydkoreanske tech-kæmpe fik dog ikke lov til at prale med sin spændende løsning længe, for blot fire dage senere, dagen forud for MWC-messen åbning i Barcelona, præsenterede Huawei deres bud på en sammenklappelig telefon: hypermobilen Mate X.
Og den gør Samsung Fold til skamme.
Alt ser tilsyneladende skarpere ud i Mate X i forhold til Samsung Galaxy Fold.
Mate X byder på større skærm, er slankere, indmaden er kraftigere og flere løsninger virker mere gennemtænkte end de er i Samsungs foldemobil.
Læs også: Samsung præsenterer den foldbare Galaxy Fold: Ualmindelig lækker, banebrydende - og ualmindelig dyr
Mere skærm, færre folder
Mens Samsung er tyet til en løsning med to skærme, en lille 4,6” skærm og en 7,3 tommers skærm indeni, vælger Huawei at lade en enkel storskærm slutte om hele telefonen.
Og det har sine fordele. Fronten af telefonen byder derfor på hele 6,6 tommer i 19,5:9 format, som kan foldes ud til en nærmest kvadratisk skærm på otte tommer (2.480 x 2.200 pixels).
Selve hængslet opfører sig anderledes her og minimerer risikoen for folder i det tynde OLED-baserede display.
Det gør, at Huawei kan gøre sin mobil væsentlig slankere, med en sammenklappet profil på bare 11mm, eller 5,4mm som tablet, i modsætning til den 17mm tykke Samsung Galaxy Fold.
En praktisk detalje ved Huaweis løsning er, at den gør det muligt at at ekvipere den med et cover, som beskytter den hundedyre mobil/tablet hybrid.
Mate X’ skærmløsning giver også brugeren mulighed for at bruge bagsidens skærm, når den er foldet, eksempelvis, år der tages en selfie med mobilen.
Power, power, power
Et andet sted hvor Huawei overbyder Samsung er i maskinrummet, hvor selskabet byder på et lidt større batteri end sin umiddelbare ærkerival (4.500 mAh). Der vil dog skulle ventes kortere ved stikkontakten med Mate X, for den medfølgende 55W oplader er så kraftig, at den kan tanke 85 procent op på bare 30 minutter.
Begge telefoner byder på hidsige octa-core processorer og masser af RAM, Huawei Mate X synes dog at have en fordel i sin 5G-antenne som ikke alene er dobbelt så hurtig som Samsungs løsning, men som også formår at opnå vilde hastigheder på op til 7.5 Gbit per sekund ved at udnytte både 4G og 5G forbindelser samtidigt, en såkaldt SA-arkitektur.
Det er nok til at hente et videoklip på 1GB på bare tre sekunder.
Kameramæssigt byder Mate X på en endnu uspecificeret Leica-anordning med hele fire kameramoduler.
Endnu vildere pris
Efter at Samsung Galaxy Fold forbløffede med en afsindig debutpris på 2.000 amerikanske dollar, gør Huawei sin sydkoreanske rival kunsten efter med en debutpris på 2.300 Euro.
Det er for en model med 8GB RAM og 512GB lager ombord.
Omsat til danske kroner svarer det til omkring 17.200 kroner, når telefonen får salgsdebut på et endnu ikke nærmere bestemt tidspunkt end midten af 2019.
Se også: Årets største mobil-messe åbner snart portene: Her er de fem nyheder, vi glæder os mest til